Mindeord

Letland 3. august 2007 06:00

{ Lasse Larsen, Aabybro, leder af orkestret Stråmændene, skriver følgende mindeord om Anders Marinus Nielsen, Dragsdalvej 41B, Løgstør, som er død, 36 år: Anders Nielsen er død i en alder af kun 36 år. Det er en tung og svær sorg efterfølgende, først og fremmest for Anders’ kæreste Jonna, deres familier og ikke mindst alle os andre, der var ven, kammerat og kollega med Anders. Anders havde et skånejob på pensionatet i Løgstør (herunder det beskyttede værksted, købmandshandlen i Gundersted, Vilsted Søgård og orkestret Stråmændene). Efter flere års ansættelse på pensionatet kom han i job i købmandsbutikken i Gundersted, hvor hans evner og kompetencer rigtig kom til udfoldelse. Han ville gerne handle, være i dialog med mennesker. Anders var afholdt af alle. Han glemte aldrig nogen, havde et omsorgsgen, ikke mindst over for de svage brugere. Som formand for brugerrådet var der mange ting at foretage sig - de mange sammenkomster, fester, det årlige kræmmermarked, generalforsamlingen, sommerfesten, halballet, Mortens aften spisningen og julefrokosten. Anders tog gerne ansvar for, at alt fungerede. Orkestret Stråmændene var noget af det allervigtigste. Når vi skulle ud at spille, måtte job og alle andre ting vige. Orkestret var forrige år på tur til Letland. Det var en helt fantastisk oplevelse. Her spillede vi bl.a. i en park i hovedstaden Riga, hvor vi blev filmet af tre fjernsynsselskaber. Her blev Anders interviewet til lettisk tv. Han gav også telefoninterview til Nibenitten hver anden dag, så alle hjemme i Løgstør og omegn kunne følge med i oplevelserne på turen. Anders var en idémand og utrolig kreativ. Når der var arrangementer, blev der altid ringet til medierne, og ofte kom der billeder og artikler i aviserne efterfølgende. Han var ikke bange for at få foran og kom hele tiden med nye tiltag. For ca. et år siden fik han kørekort, og det gav ham mulighed for at besøge rigtig mange venner og bekendte. Han var et familiemenneske. Anders var tillidsfuld, og alle havde tillid til ham. Vi vil savne ham meget. Æret være Anders’ minde. Lasse Larsen

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...