Mindeord

Jan Mark Jørgensen
EMNER 25. oktober 2008 06:00

‡Direktør Andreas Rasmussen og direktør Finn Øst Andersson skriver på vegne af ledelse og medarbejdere i Nørresundby Bank følgende mindeord om afdelingsdirektør Jan Mark Jørgensen, Tagskægget 11, Vestbjerg, som er død, 43 år: Det var med stor sorg, at vi modtog meddelelsen om Jans alt for tidlige død tirsdag aften 14. oktober 2008. Jan havde igennem et stykke tid været syg, men var nu i bedring og var midt i sin genoptræning, da han desværre fik et tilbagefald tirsdag, som medførte, at han senere på dagen stille sov ind. Jans karriere i Nørresundby Bank begyndte i 1985, hvor han blev ansat som elev. I 1992 blev han udnævnt til bankfuldmægtig og souschef i Vodskov afdeling, indtil han i 1996 udnævntes til prokurist og afdelingsdirektør i bankens Lindholm afdeling. En stilling han bestred, indtil han blev ramt af sygdom i foråret. Jan havde en meget professionel tilgang til sit arbejde, og i alle årene, hvor han var afdelingsdirektør i Lindholm, udviklede afdelingen sig markant bl.a. gennem det store netværk, som Jan opbyggede. Det var derfor også helt naturligt, at Jan blev udpeget til at varetage filialnettets interesser i bankens ledergruppe. En opgave som han udfyldte på bedste vis. Gennem sit arbejde og tillidsposterne i banken har Jan opbygget en bred viden og erfaring, som betød, at der stod respekt om hans store faglighed og engagement, såvel af ledelsen, kolleger og medarbejdere som forretningsforbindelser. Udover den bankfaglige uddannelse og HD i finansiering gennemførte Jan tillige bankens lederuddannelse. Tabet af Jan efterlader et stort savn i os alle. I denne tid går vores tanker og dybeste medfølelse til familien - især til Anne Grethe og deres to børn Emilie og Mathias, som har mistet en kærlig mand og far. Æret være Jans minde. Andreas Rasmussen og Finn Øst Andersson

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...