EMNER

Mindeord

‡Jytte Høyrup, formand for Kvisse-Ravnshøj Idrætsforening, skriver følgende mindeord om Poul Christiansen, "Hedeås", Ravnshøjvej, Kvissel, som er død, 83 år: Da jeg mandag morgen modtog meddelelse om, at Poul ikke var mere, var min første tanke ”at han havde da slet ikke tid til at forlade os”. Alligevel må det erkendes, at Poul havde en høj alder - vi fornemmede det bare ikke. Poul havde altid projekter, og han ville nok aldrig blive færdig. Fra idrætsforeningen kender vi især Poul fra Sommerfestudvalget. Han var manden, der kunne skaffe alting. Han kunne få folk sat i sving, kunne arbejde fra tidlig morgen, men tog skam også festen med om aftenen og dansede den halve nat. Han var for øvrigt en rigtig god danser. Og så var han selvfølgelig klar til oprydning næste morgen. Poul var jo hellere ikke en mand, der holdt sine meninger tilbage. De kom - direkte og bramfrit - uanset bekymring for, hvordan de ville blive modtaget. Han var med på noderne og kunne både sende og modtage mails. Han havde selvfølgelig en ny bil med det bedste klimaanlæg og med en GSP, som bare skulle programmeres. Og at køre et smut til København var jo ingen sag, når bare GSP’en var aktiveret. Han sidste projekt var grunden på Tolnevej. Da jeg i efteråret mødte ham derovre, fortalte han om planter, blomster, græs og juletræer, som han gerne ville plante, for som han sagde, det er godt at have nogle juletræer til aldersrenten. Det kunne jeg selvfølgelig kun smile af, men med den friskhed og energi som Poul lagde for dagen, var jeg ikke spor i tvivl om, at det var sådan det skulle være. Poul var altid mand for en hjælpende hånd, og der fulgte gerne et godt og klogt råd med. Alle foreninger i byen har haft stor glæde af hans hjælp - selv for byens seneste forening var han på arbejde her lige før jul. Poul har haft et langt og dejligt liv. Han og Marie har sammen haft mange dejlige oplevelser - både i og udenfor Danmark. Den flotte have på Ravnshøjvej har prydet byen i mange år. Vi vil huske ham med respekt og sender vores medfølelse til Marie og hele den store flok, som I sammen har skabt. Æret være Pouls minde. Jytte Høyrup