Mindeord

Sæby 1. september 2007 06:00

{ Jens Veien, Sæby, skriver på vegne af skolelederne i Sæby Kommune følgende mindeord om skoleleder Henny Kjeld, Skagensvej 475, Jerup, som er død, 67 år: Henny Kjeld er død efter kort tids sygdom. Med hende siger vi farvel til en omsorgsfuld ven og arbejdskraft. Hun var gift med Ib, og de boede på den gamle slægtsgård nær Jerup. Her skabte de et gæstfrit hjem for familie og en stor vennekreds. Henny var ansat ved Understed Skole i Sæby Kommune. Her var hun særdeles værdsat af forældre og børn. Hun var en gudbenådet fortæller. Med ro og tålmodighed blev hun børnenes ven. Hun blev for mange et holdepunkt i tilværelsen. Henny var beskeden og en ægte vendelbo med lune og sans for det, der hører vendelboen til. Hun nød sin have og de frugter, der hører med. En god vendelbosnaps kunne hun præstere og byde på ved lejligheder. Henny blev pensionist i 2000 og havde set frem til mange gode år sammen med Ib. Imidlertid døde Ib, maskinmesteren, for to år siden. Henny og Ib fik således kun en begrænset tid sammen som pensionister. Henny var i mange år den eneste kvindelige skoleleder i Sæby Kommune. Med hendes smittende humør og gode vilje var hun med til at gøre skoleledermøderne til festlige og muntre møder, der var præget af en god atmosfære. Jens Veien

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...