EMNER

Mindeord

Gert Mikkelsen

Gert Mikkelsen

Vi har mistet vores kasserer gennem mange år, Gert Mikkelsen, som stille sov ind 8. august efter kort tids sygdom, 58 år gammel. Selv om vi nok vidste, hvilken vej det gik, så var det en sorgens dag, da vi modtog budskabet om, at Gert var gået bort. Gert var ansat på Rold Skov Savværk, hvor han også var tillidsmand en del år, og i Rørbæk var han også drivkraften i borgerforeningens ugentlige bankospil. Gert var i høj grad et familiemenneske, hvor interessen for Nina og børnene kom først, men også for naboerne og deres problemer, for de var jo også blevet ældre. Gert var træmand i ordets bedste forstand. Han arbejdede med træ, han fyrede med træ, og meget af fritiden gik også med træ. I 2008 modtog Gert byens rose i Rørbæk, en anerkendelse fra byen for hans sociale sindelag. En mand som Gert vil altid efterlade et stort hul i en forening, når han går bort, man er ikke forberedt, selv om vi ved, at det kan ske. Vi har kun et at gøre, at prøve at leve op til den målsætning, som Gert har sat. Vi vil sende vores bedste tanker til Nina og børnene og håbe, de kan få tiden fremover til at hænge sammen. Æret være Gerts minde. Ernst Laursen