Mindeord

Redaktionen har modtaget følgende mindeord fra Hadsund Boldklub.

Hadsund Boldklub har mistet en af sine gode venner og kollegaer.

Nyheden om at Claus Fruergaard døde onsdag den 12. April, har ramt os alle hårdt.

Claus har igennem mange år ydet en utrættelig indsats i Hadsund Boldklub, hvor han virkede både som træner, medlem at arbejdsgruppen, der landede den nye kunstgræsbane, og ikke mindst som synlig forældre.

Claus var i HB’s forretningsbestyrelse i 6 år, fra februar 2008 - februar 2014. Han kom til klubben i en omvæltnings tid, hvor klubben skulle lande efter en kraftig omstrukturering, Claus påtog sig ansvaret for igangsættelse af meget af det, vi kender i dag, med udlicitering af bilagskontering, opstart af HB’s hjemmeside, indkøring og introduktion af Conventus finans og administration til afdelingsbestyrelserne, stram budgetstyring på afdelingerne, forudbetalt kontingent via dankort.

Alt sammen ting der i dag er naturlige dele af klubdriften. Claus gjorde det let at være en del af HB’s forretningsbestyrelse. Økonomien har stort set været under kontrol lige siden, og hvis den har været lidt ude af kurs, kom der altid hurtigt en plan for at stabilisere den igen.

Ud over disse praktiske ting var Claus et stort klubmenneske, som prægede klubben med en god og sund tilgang til problemstillinger, der fra tid til anden dukker op i en klub af vores størrelse. Igennem hans altid engagerede indsats, bidrog han stærkt til det fælles klubliv.

Claus var garant for stabilitet, kvalitet og loyalitet, og som sådan kendte vi ham alle. Vi der havde fornøjelsen af samarbejdet med ham, mærkede altid dette, og alle havde stor respekt for ham, og den indsats han ydede.

Vi er alle dybt berørte over tabet af Claus, et tab der kalder til eftertanke, men tankerne skal dog først og fremmest gå til dem, der nu mangler ham allermest. Tabet vil for familien føles uendeligt.

Claus efterlader sig hustruen Trine og deres tre børn, sønnerne Andreas, Frederik samt datteren Caroline, og til dem går vore tanker i denne svære tid.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden