Fjerritslev

Mindeord

Dorthe Bach Chortsen

Dorthe Bach Chortsen

‡På vegne af ledelse og medarbejdere i ebh bank a/s skriver direktør Finn Jensen følgende mindeord om fonds- og valutamedarbejder Dorthe Bach Chortsen, Havremarken 4, Fjerritslev, der er død, 50 år: Det var med stor sorg, vi fredag 16. maj midt på aftenen modtog budskabet om Dorthe Chortsens pludselige død. Dorthe blev ramt af et hjertetilfælde under sin og ægtefællen Jans sølvbryllupsfest. Dorthe var ansat hos os i 29 år, idet hun 1. marts 1979 blev ansat som kontorassistent i daværende Han Herreders Sparekasse. Indtil 1988, hvor hun gennemgik finansskolen og blev uddannet sparekasseassistent, arbejdede hun med administrative opgaver omkring dataløn og bogholderi. Som nyuddannet assistent skiftede Dorthe til rådgivning af privatkunder, og blev to år efter fusionen med Fjerritslev Bank i 1992 udnævnt til fuldmægtig. Siden beskæftigede hun sig med udlandsområdet og fik ansvaret for valuta og udlandslån. Med sit stille, venlige og flittige væsen var Dorthe en meget afholdt og værdsat kollega af alle i ebh bank. En plads står tom, og savnet af hende vil være stort. Ikke mindst for de nærmeste kolleger, som også var inviteret til parrets sølvbryllup. Vores medfølelse samler sig om familien, især ægtefællen Jan samt børnene Maria, Daniel og René. Æret være Dorthes minde. Finn Jensen