Aalborg

Mindeord

‡Frode Muldkjær, Dronninglund skriver på vegne af Foreningen Kongerne følgende mindeord om Mogens Hust, Svallerbakken 12, Skagen, 59 år. Skagboen Mogens’ karriere startede som regionsplanlægger ved Nordjyllands amt i 1975, før det blev til en direktørstilling ved det dengang nyetablerede Landsbyenergi. Derefter var det videre til en ny direktørstilling ved Løgstør Rør, og efter en afstikker til Arbejdsformidlingen i Aalborg, kom han så endelig hjem til sit elskede Skagen. Det var som direktør ved Teknik og Miljø i den gamle Skagen kommune. Et sådant forløb kan godt give den tanke, at Mogens Hust elskede at arbejde. Det gjorde han også, og han var knagende dygtig til sit arbejde uanset hvilket job han virkede i. Han var en mand med et stort fagligt overblik, iderig, gode analytiske evner, og et godt sprog. Han var tilmed et stærkt etisk og moralsk holdningsmenneske, og var hele livet en ivrig fortaler for afsæt i egne holdninger. Hans diskussionslyst, og retten til at forfægte egne synspunkter i en konstruktiv dialog med andres meninger, blev et kendemærke hos ham. Først og fremmest, men også frygtløst i de forskellige stillinger han havde, hvor tavshed ellers ofte er velset guld. Mens selv om han var en arbejdsbi indtil for et par år siden, hvor kræften og alle dens sygdoms følger, fik ham til at melde pas – en melding han hadede - så var han trods alt først og fremmest et familiemenneske, hvilket de seneste fem sygdomsprægede år var et vidneudsagn om. Hverdagen blev fyldt med hustruen Mettes kærlige pleje, og hendes nærhed skabte sammen med hans imponerede sejhed stor livskvalitet - på trods af smerter, der skulle bekæmpes og nedture, der skulle overstås. Det rige og mangfoldige slutliv blev også smukt suppleret af de tre livsbekræftende voksne piger, hvoraf to er bosat i Aabybro, og en i Aalborg, og oveni det tre svigersønner fra bedste skuffe, samt fem sanselige børnebørn, der var med til det sidste. Ved farvellet til morfar i kapellet i Skagen, hvor hver af børnebørnene havde lagt en lille sten fra Sønderstrand i kisten, var et af børnebørnene ked af, at morfar ikke havde fået en af de bøger med sig, som morfar havde læst for ham så mange gange, men som drengen tilføjede efter en kort stund: ”Nej, det gør nok ikke noget. Morfar har jo ikke sine briller på”. Men Mogens var også vennernes ven. Han elskede at være sammen med dem han holdt af, og spise, drikke rødvin, diskutere politik, etiske principper, moralske spørgsmål, og når alle argumenter var lagt frem, og man hver især havde taget dem til sig man kunne bruge, for bedre at forstå og forandre sit liv, så ville han gerne spille et spil, helst vinde og grine fornøjet - eller tabe og forlange revanche. Livet kræver, at vi satser alt, hvad vi har, for vi får kun den tid vi får. Mogens satsede - og fik sin tid. Vi vil huske manden, tiden og glæden. Frode Muldkjær