Mindeord

‡Mogens Randrup, Aalborg, skriver på vegne af personalet på Vester Mariendal Skole, Aalborg, følgende mindeord om Birgitte Kappel, Granbakke, Aalborg, som er død, 56 år: Det var med stor sorg, at vi på Vester Mariendal Skole erfarede, at Birgitte Kappel, Granbakken 5, Aalborg, afgik ved døden 18 september 2008, 56 år gammel. Birgitte havde været ansat på skolen i 26 år. Hovedparten af tiden arbejdede Birgitte i skolens specialklasser som klasselærer for eleverne med bevægehandicap, kun afbrudt af nogle år, hvor hun arbejdede som dansklærer og klasselærer i skolens overbygningsafdeling. I begge funktioner var Birgitte en pligtopfyldende, ansvarsfuld og engageret lærer. Hun formåede med sin rolige og omsorgsfulde facon at skabe tryghed og tillid hos eleverne. Birgitte så altid det positive i situationer og personer, fokuserede altid på elevernes styrkesider. Eleverne var glade for hendes humoristiske tilgang til at anskue mange forskellige situationer. Birgitte værdsatte tydeligt små og store fremskridt hos eleverne. Hun var også en vellidt og omsorgsfuld kollega. God at snakke med om stort og småt, godt humør – trods sygdomsperioder de sidste år, glad for en god fest. Sjov, optimistisk, lattermild – havde den skønneste smittende latter, som vi alle vil savne. Selvom det sidste år var præget af hendes alvorlige sygdom, havde Birgitte altid overskud til også at vise omsorg og spørge ind til de kollegaer, der besøgte hende. Birgitte havde en indre styrke. Var selv klar over sygdommens alvor, og hvor det bar hen. Havde styrke til at se døden i øjnene. Vi vil altid mindes Birgitte med stor respekt som den formidable lærer og kollega, hun var. Mogens Randrup