Flauenskjold

Mindeord

‡Direktør Søren H. Hertel skriver på vegne af ledelse og kolleger i LandboNord følgende mindeord om Jette Frahm Pedersen, Hornbjergvej 105, Græsdal, Tårs, som er død, 40 år: Ved sekretær Jette Pedersens alt for tidlige død 19. oktober 2008 har vi i LandboNord mistet en god og afholdt kollega. Jette Pedersen blev ansat på kontoret i Flauenskjold 27. januar 1994. Hun varetog telefonpasning og øvrige opgaver i omstillingen. Senere blev hun også sekretær for LandboRet, nu Nordjysk Landbrug. Det, der karakteriserede Jettes arbejde, var, at alt blev udført med stor omhyggelighed. Kunderne blev mødt med et smil og en glad bemærkning, både i telefonen og når de trådte ind ad døren. I forbindelse med sammenflytningen til huset i Brønderslev deltog Jette aktivt i opgaven med at få det hele til at lykkes. Jette Pedersen var som kollega afholdt og meget vellidt af alle, altid positiv og i godt humør og klar med en frisk bemærkning. Jette var aktiv løber, og det mærkede vi også på arbejdspladsen. Hun var altid klar til at stille op, når pigerne deltog i forskellige motionsløb. Også andre arrangementer i LandboNord regi deltog Jette i – altid frisk og glad. Børnene, Line og Jonas, betød meget for Jette. Når der var arrangementer med børnene, mødte Jette stolt op med dem. Her på arbejdspladsen vil vi alle altid huske Jette for hendes gode humør og friske bemærkninger. Vore tanker går til familien i denne svære tid. Æret være Jette Pedersen minde. Søren H. Hertel