Skyum

Mindeord

‡Præsident Jytte Skyum skriver på vegne af Lions Club Aalestrup Marie Louise følgende mindeord om medlem Elly Merete Jensen, Aaparken, Aalestrup, der er død, 63 år: Elly var for syv et halvt år siden med til at starte Lions Club Aalestrup Marie Louise her i Aalestrup. Hun har været et meget skattet og trofast medlem af vores klub. Elly begyndte bl.a. som revisor i klubben, og hun har i en del år været kasserer i klubben og dermed medlem af bestyrelsen. Hun har været med i de fleste udvalg og har altid udført sine opgaver med største omhu og akkuratesse. Hun var en person, der aldrig sagde nej til en opgave, om det var at sælge tulipaner til kampen mod misbrug her i lokalområdet, eller det var at lave hjemmelavede ting til vores ”Lykkeskab” på julemessen i Aalestruphallen. Hun har også været med til at sælge annoncer til vores nyeste projekt: Lionskalenderen 2010. Elly vil være meget savnet i vor kreds, da hun altid var positiv og fyldt med godt humør. Selv om hun ikke havde det så godt på grund af sygdom, kom hun trofast til vore møder og aktiviteter. I denne svære tid går vore tanker til hendes mand Poul Erik og deres to døtre, som har mistet en god og kærlig hustru og mor. Æret være Ellys minde. Jytte Skyum