Hirtshals

mindeord

‡TV-direktør Ivar Brændgaard, Holstebro, skriver på vegne af KFUM og KFUK i Danmark følgende mindeord over Ketty Rams, Violvej 9, Åbyen, Hirtshals, 74 år: På Alle Helgens lørdag blev Ketty Rams begravet efter et travlt og virksomt liv, hvor hun levede efter mottoet: "Altid til tjeneste". Fra 1978 til 1986 fulgtes hendes og mine veje tæt ind i Fællesbestyrelsen for KFUM og KFUK i Danmark. De første fire år var karakteriseret af bruddet med Indre Mission og uroen, der fulgte bagefter i det ganske land. I de sidste fire år udgjorde vi formandskabet for KFUM og KFUK. Jeg kom til at sætte meget stor pris på Ketty og på samarbejdet med hende. Hun lærte mig noget helt grundlæggende, som jeg har lagt mig på sinde lige siden. Jeg blev i den periode akademiker og højskoleforstander. Ketty Rams var gårdmandskone fra Vendsyssel og uden nogen formel uddannelse. Men hun havde remtræk til folket. Hun havde begge ben solidt plantet i den danske muld. Hun havde sine meningers mod. Hun besad menneskeforstand, vurderingsevne, overblik og en ro og eftertænksomhed, som jeg havde rigtig godt af. Hun lærte mig uden nogensinde at berøre emnet, at al verdens universitær lærdom ikke betyder en bønne, når det drejer sig om dedikeret lederskab. Ketty Rams stillede sig altid til rådighed, når nogen mente, at de kunne bruge hendes evner og hendes arbejdskraft. Hun gjorde det aldrig for at få ros eller hæder, men fordi det lå dybt i hendes kristentro, at hun skulle stille sig til rådighed, hvor der var brug for hende. Og selvom sygdom hos hendes mand og senere hos hende selv på mange måder vanskeliggjorde hendes tilværelse, så blev hun ved med at finde kræfter til at stille sig til rådighed for opgaver i KFUM og KFUK, i Hirtshals Byråd og mange andre steder. Det var ikke, fordi Ketty Rams var ualmindelig - slet ikke, når hun selv skulle vurdere det - men hendes liv fremstår alligevel til efterfølgelse for alle os, der har kendt hende. En stovt og elskelig og arbejdsom og livsklog landmandskvinde fra Vendsyssel. Æret være hendes minde. Ivar Brændgaard