Gundersted

Mindeord

‡Direktør i Skive Kommunes Kultur- og Borgerservice, Erland Abelgren Nielsen, skriver følgende mindeord over Gerda Brusgaard Christensen, Olgavej 25, Skive - tidligere Brusåvej, Gundersted, 52 år. Ingen kender dagen før solen går ned. Onsdag den 12. november 2008 gik solen ned efter meddelelsen om Gerdas pludselige og uforståelige dødsfald. Og den gik ned i en sådan grad, at for os vil der gå meget meget lang tid, før den igen får så megen kraft, at den kan jage de tunge skyer væk, som lige nu ligger, som en tung dyne over vore sind. Flere af os har arbejdet sammen med Gerda i snart 20 år. For os alle gælder, at hun har efterladt et kæmpe tomrum. Et tomrum som bliver noget nær umuligt at fylde ud. Personen Gerda, kollegaen Gerda, vennen Gerda og lederen Gerda var unik. Hendes milde latter, hendes store hjerte og hendes evne og vilje til at lytte til andres problemer store som små, faglige som personlige var helt helt enestående. Og det var ikke noget hun havde lært, det var egenskaber, som var medfødt og en fremherskende del af hendes personlighed. Derfor blev hun helt naturligt i alle sammenhænge et samlingspunkt, hvadenten der var tale om arbejde, fritid eller sociale arrangementer. Alle befandt sig godt i Gerdas selskab, fordi hver og én som omgikkes Gerda havde hendes opmærksomhed. Uanset hvor travlt hun havde det, gav hun sig altid tid, til den der henvendte sig for at få et godt råd, eller blot en lille flig af den fantastiske medmenneskelige omsorg, som for hende blot var en naturlig ting, men som for alle os andre var mere værd end guld. Gerda vil altid have en stor plads i vore hjerter, og minderne om hende vil aldrig dø. For os vil hun stå som et lysende forbillede, som person, som kollega, som ven og som leder. Steen, Steffen og Tine vi føler med Jer for vi ved, hvor meget I har mistet. Æret være Gerdas minde. Erland A. Nielsen