Minder solgt til højeste bud

Forårsoprydning på Valsgård Skole

VALSGÅRD:Den gule Sigma matematikbog kigger op fra papkassen. Den er kasseret - ikke længere egnet til undervisningsbrug. Sammen med mange kolleger er bogen til salg for en slik. Valgsgård Skole rydder op og sælger ud af minderne. Kunderne strømmer til loppemarkedet, så man kan godt forstå, hvis matematikbogen bliver helt stolt over al den opmærksomhed. En dame tager bogen i hånden og bladrer op på første side. - Nej, se. Min datter har haft den her bog engang, siger Margit Hald, mens hun bladrer rundt mellem regnestykkerne. Også de andre bøger bliver taget op og vurderet. På mange af bøgerne gør store røde bogstaver opmærksom på, at de er ”udgået fra Arden Kommunes biblioteker.” Det lader kunderne sig nu ikke mærke med. Stakke med bøger bliver vejet og langet over disken. Prisen er ti kroner for et kilo bøger. - Jeg plejer slet ikke at købe så mange bøger, men det er billigt og så er det sjovt at kigge på de bøger, jeg selv kan huske fra skoletiden, siger Marianne Jensen, der for cirka 23 år siden var elev på Valsgård Skole. Historiens vingesus I skolens ombyggede gymnastiksal bliver man bragt tilbage til en tid, hvor Tyskland var delt i to og Sovjetunionen stadig eksisterede. Gamle verdenskort er til salg for 100 kroner, mens stabler af stole koster 120 kroner. - Salget går rigtig godt og det myldrer hele tiden ind med kunder, siger skoleinspektør Susanne Zimmer, der sammen med lærere og skolebestyrelsesmedlemmer i dagens anledning er sælgere. Elever fra 7. klasse hjælper med salg af kage, sodavand og pølser. - Det er både sjovt og hyggeligt at være her i dag, siger Karina Madsen og kammeraterne giver hende ret. Tilbage ved bogkasserne bestemmer Margit Hald sig for at købe datterens aflagte matematikbog og bliver således reddet på stregen. - Jeg synes, det er en rigtig god idé at sælge tingene på den her måde i stedet for bare at smide det hele ud, siger Louise Springborg, der har taget turen fra Øster Hurup for at komme på loppemarked. Når de mange gamle ting er solgt har skolen både plads og råd til at købe nye materialer og det er lige netop, hvad lørdagens overskud skal bruges til.