Mindes du sangen

Evangeliets Gyldne Sange giver koncert

Evangeliets Gyldne Sanger medvirker i ”Mindes du sangen”. Privatfoto
Brønderslev 10. april 2018 15:07

brønderslev: Koret "Evangeliets Gyldne Sange" medvirker ved et "Mindes du sangen"-arrangement i Vesterkirken i Stenum fredag 13. april kl. 19.

- Det er en oplagt mulighed for alle, der elsker at synge med på de gamle evangeliske sange i et varmt og glad fællesskab, fortæller korets leder Bent Andersen.

"Evangeliets Gyldne Sange" er et fælleskirkeligt kor, der består af 28 modne mennesker fra Brønderslev-egnen. Koret ønsker også at holde liv i de gamle melodiske og evangeliske vækkelsessange, som er korets repertoire. Sangene har gennem generationer været sunget i kirker og missionshuse i hele Norden. Koret har flot musikledsagelse af klaver, saxofon, violiner, bas, harmonikaer, guitar og banjo.

I de seneste år har koret arrangeret "Mindes du sangen" aftener rundt om i Nordjylland i forskellige kirkelige sammenhænge. Der har været stor opbakning til disse arrangementer, og der er ingen tvivl om, at koret udfylder en vigtig opgave ved at holde liv i de gamle, elskede sange, som var en væsentlig del af missionshuskulturen for blot få år siden, og som stadig ligger på rygmarven hos mange kristne. På spørgsmålet om repertoiret siger Bent Andersen fra Brønderslev.

- Sangene er enkle med et klart budskab. De handler i det store og hele om "korset" og "himlen". Melodierne er iørefaldende og sangbare, og det er vores erfaring, at tilhørerne ganske enkelt ikke kan lade være med at synge med.

Koret har tidligere år været på en række koncertturnéer i både Danmark og Norge, ligesom der har været arrangeret vellykkede ture til Færøerne og Rumænien, hvor mange menigheder er blevet opmuntret af et besøg.

Gennem flere år har Erik Mortensen været tilknyttet Evangeliets Gyldne Sange som både rejseleder og forkynder. Hans spændende og inspirerende andagter falder godt i tråd med hele konceptet "Mindes du sangen" arrangementerne, og gennem årene har andagterne været til stor opmuntring for mange.

Man kan læse mere på www.egsnet.dk,

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...