Mindeværdig optagelse

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Otte Svendsen, Ingeborg Steffensen, Ruth Guldbæk

CD Svend S. Schultz: ”Høst” # # # # ¤ ¤ Svend S. Schultz er mest kendt for sin store lyriske korproduktion, men juleaften for nøjagtigt tres år siden lagde han sidste hånd på sin bedst kendte opera, den tragiske enakter ”Høsten”, som har libretto af Eyvind Falk-Rønne. Librettoen bygger på det sønderjyske sagn, som Karen Blixen har bearbejdet kunstnerisk i sin novelle ”Sorg-Agre” i ”Vintereventyr” fra 1942. Den fortæller om moder Karen, der for at løskøbe sin søn Ebbe indgår en akkord med herremanden om at høste en hvedemark fra solopgang til solnedgang. Hun gør det - men dør af anstrengelserne. Sønnen er fri og kan få sin elskede Anne, men herremanden kræver sin ret til den første nat med bruden. Da dræber Ebbe ham med den segl, hans mor høstede marken med, og han flygter sammen med Anne. Operaen havde premiere på Den jyske Opera” i 1950, og året efter tog Det kongelige Teater den på sit repertoire. Endvidere har operaen været opført på dansk TV i 1961 og i 1963, og i 1985 producerede dansk TV endnu en version af operaen. Knud Hegermann-Lindencrone var på pletten med sin båndoptager i Det kongelige Teater den 16. september 1955, da operaen opførtes med Ingeborg Steffensen som mor Karen i anledning af hendes 40 års jubilæum. Schultz havde skrevet partiet netop for hende. Johan Hye-Knudsen dirigerede Det kongelige Kapel. Det var en stjernebesætning. Teatrets førende baryton Henry Skjær sang partiet som herremanden, mens tenoren Otte Svendsen havde partiet som Ebbe, den yndige sopran Ruth Guldbæk havde partiet som Anne, og Poul Wiedemanns baryton fyldte partiet ud som den store skurk, ridefogden. Det er en forbavsende god kvalitet over denne CD-gengivelse fra båndet. Udgiverselskabet med Erik Harbo og Uffe Henriksen som drivkræfter har endnu engang haft en heldig hånd i dette storslåede program for at bevare mindeværdige danske kunstneres præstationer. Jens Henneberg kultur@nordjyske.dk Svend S. Schultz: ”Høsten” Libretto: Eyvind Falk-Rønne 50.13 minutter, 59 kr. Det kongelige Teater, udgiverselskabet Hegermann-Lindencrone. cdklassisk.dk