Lokalpolitik

Mindre bureaukrati

Brønderslevs borgmester vil kulegrave hele systemet

BRØNDERSLEV:Det skal være slut med unødvendig bureaukrati og kontrol i Brønderslev Kommune. Det er den nye borgmester Lene Hansen (S) fast besluttet på. Lene Hansen var i går rundt hos de kommunalt ansatte for at holde nytårstale. Her lovede hun, at al overflødig bureaukrati snart vil være en saga blot. Til det formål vil den nye borgmester danne nogle "kulegravningsgrupper", som har til formål at fjerne alle unødvendige, hjemmestrikkede regler i kommunen. I grupperne vil de menige medarbejdere blive talstærkt repræsenteret, lover borgmesteren. - De regler, der er fastsat ved lov, vil vi udfordre. Jeg har stor tillid til, at alle medarbejdere udfører deres arbejde godt og kompetent. Det behøver vi ikke tjekke op på og kontrollere, siger hun. Desuden bebuder Lene Hansen, at hun vil gøre et ihærdigt forsøg på at skabe bedre trivsel på de kommunale arbejdspladser. - De gode historier om arbejdspladsen skal være vores varemærke både indadtil og udadtil, og vi skal blive bedre til at fortælle dem. Også til hinanden, siger hun. Af andre ting, der står højt på Lene Hansens liste, kan nævnes, at ældremad efter hendes mening så vidt muligt skal tilberedes på de fleste plejehjem. Til gengæld vil hun arbejde for, at Brønderslev Kommune slipper for madordningen til børnehavebørn.