Mindre byggesjusk

KØBENHAVN: Der er blevet længere mellem sagerne om grov byggesjusk. Antallet af alvorlige fejl og skader er faldet dramatisk indenfor de seneste år. For mindre end ti år siden var der alvorlige byggefejl på mere end hvert fjerde nye hus. Sidste år blev der kun konstateret grove fejl i fire procent ud af de i alt 465 sager som blev undersøgt. Det viser nye tal fra Byggeskadefonden. Den markante forbedring i byggekvaliteten er resultatet af flere års målrettet indsats, mener chefkonsulent i Dansk Byggeri, Niels Strange. - Tallene viser, at den gentagne kritik og opmærksomheden på byggeriets kvalitet er blevet taget alvorligt i branchen, som har gjort meget for at mindske antallet af fejl og skader blandt andet ved hjælp af kvalitetssikring, siger Niels Strange til Ritzau. /ritzau/