Politi

Mindre festtid til de unge under Kimbrerfesten FEST-FORMAND: Uretfærdig forskel i åbningstiderne ved Kimbrerfesten og Ambufesten i Hobro

AARS:Når Hobro afholder den årlige Ambufest, har byens unge på diskotekerne bedre chancer for at finde lige den specielle ene med glimtet i øjet end de unge i Aars. I hvert fald, hvis mere tid er lig med en øget sandsynlighed for at få samlet mod til sig og byde den udkårne op til dans under skæret fra stroboskoplyset. For dansestederne i forbindelse med Kimbrerfesten skal nemlig lukke en time tidligere end de tilsvarende steder i Hobro. - Det virker lidt uretfærdigt, når stederne i nabokommunen får lov til at holde åbent indtil klokken tre, mens vi er pålagt af politiet at lukke klokken tre, mener Kimbrerfest-komiteens formand, Tommy Hejlskov. Ifølge restaurationsloven kan politiet ved særlige lejligheder såsom byfester tillade længere åbningstider for restaurationer i politikredsen. En undtagelse, som Hobro Politi brugt. - Det er for at skabe lige vilkår mellem de almindelige beværtninger og dem, der opstår i forbindelse med Ambufesten. Det er en beslutning, som der efter mit kendskab aldrig har voldt problemer, siger vicepolitiinspektør, Jørgen Villadsen. Løgstør Politi valgte ikke at imødekomme Kimbrerfestens anmodning om at få tilsvarende åbningstider. Vicepolitiinspektøren hos Løgstør Politi var dog ikke at træffe i går, men NORDJYSKE vil formentlig kunne byde på en uddybning i morgen. Tommy Hejlskov påpeger, at kritikken af forskellen i lukketiden skal ses i forbindelse med en ændret adfærd, når de unge går i byen. - De kommer ikke før klokken 11. Først skal de mødes med vennerne og hygge sig. Det er også helt fint. Men det er ærgeligt, at de kommer til at gå glip af, at festen ofte først begynder rigtigt efter nogle timer. Men da er klokken to, og så bliver de nødt til at gå, fastslår Tommy Hejlskov. Kimbrerfesten forsøgte i år at lokke de unge tidligere i byen ved at tilbyde dobbelt-op imellem klokken otte og ni. Men uden succes.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst