Mindre fradrag for at tage bilen på arbejde

Nye satser for befordringsfradrag og skattefri befordringsgodtgørelse for næste år fastsat

Bilerne kører længere på literen, og benzinpriserne falder. Derfor har pendlerne råd til mindre fradrag, skønner Skatterådet. <i>Pressefotograf Carl Th. Poulsen</i>

Bilerne kører længere på literen, og benzinpriserne falder. Derfor har pendlerne råd til mindre fradrag, skønner Skatterådet. Pressefotograf Carl Th. Poulsen

NORDJYLLAND:Seks øre pr. km for kørsel op til 120 km og tre øre pr. km derudover.

Så meget bliver befordringsfradraget beskåret fra næste år, og dermed bliver det lidt dyrere at tage bilen til og fra arbejde.

Det bliver også dyrere at benytte egen bil på jobbet, idet også satserne for skattefri befordringsgodtgørelse bliver reduceret.

Skatterådet har tirsdag fastsat taksterne for næste år. Befordringsfradraget falder fra 2,05 kr. til 1,99 kr. pr. km for kørsel mellem 24 og 120 km og fra 1,03 kr. til 1,00 kr. pr. km for kørsel over 120 km.

Pendlere i udkantskommuner, der er omfattet af særlige regler, kan fortsat få det høje fradrag - altså 1,99 kr. pr. km - ved kørsel ud over 120 km. I Nordjylland drejer det sig om kommunerne Læsø, Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Jammerbugt, Vesthimmerland, Morsø og Thisted.

Der er fortsat ikke fradrag for befordring for de første 24 km pr. dag mellem hjem og arbejde.

Godtgørelse

Den skattefri befordringsgodtgørelse for kørsel i egen bil falder fra 3,70 kr. pr. km for de første 20.000 km til 3,63 kroner, og fra 2,05 kr. til 1,99 kr. pr. km for kørsel over 20.000 km.

Taksterne for brug af egen cykel, knallert eller scooter er uændret 52 øre pr. km.

Skatterådet beregner årligt satserne på baggrund af udgifterne til befordring med bil. Satserne for befordringsfradrag og skattefri befordringsgodtgørelse falder i 2016, da udgifterne til at holde bil er faldet.

- Når satserne for 2016 falder, så skyldes det primært, at bilerne kører længere på en liter brændstof, og at benzinpriserne forventes at blive lavere i 2016, end vi forventede for 2015, forklarer Hanne Søgaard Hansen, der er formand for Skatterådet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden