Mindre ged i julehjælpen

I år er de ellers så populære geder, ænder og prutter ikke været nær så populære som tidligere, mens Frelsens Hær til gengæld kan glæde sig over nye tendenser i danskernes julegave-vaner. Frelsens Hær beretter, at organisationen på denne konto kan yde julehjælp til godt 6000 familier, hvilket er rekord. Derimod er salget af julegavegeder fra Folkekirkens Nødhjælp faldet med cirka 30 procent siden sidste år. - Vi har heldigvis ikke kunnet se et fald, tvært imod ser det ud som om, vi får lidt flere penge, end vi plejer, og det er dejligt, siger informationschef i Frelsens Hær, Lars Lydholm. Kommunikationschef i Folkekirkens Nødhjælp, Mads Klæstrup Kristensen, beklager ikke faldet i solgte geder. Så længe der er brugt færre penge på "overflødige" gaver og flere på hjælp til nødlidende. - Det ærgrer os ikke. Hvis bare det kommer hele den type julegaver til gode, vil vi ikke synes, at det er gået skidt, siger Mads Klæstrup Kristensen,. Han tror ikke, danskerne på denne måde tilkendegiver, at de hellere vil støtte familier herhjemme frem for afrikanske børn. - Jeg tror ikke, der er en konkurrence. Jo mere folk støtter en hjemlig sammenhæng, desto mere støtter de også ude, siger han. Frelsens Hær havde ikke forventet at sætte rekord i julehjælp i en tid, hvor et af de mest brugte ord i overskrifterne er "finanskrise". - En undersøgelse viste for et stykke tid siden, at danskerne ville give mindre til velgørenhed på grund af finanskrisen, men den holder ikke stik for Frelsens Hærs vedkommende. Det er vi glade for. Specielt i en situation, hvor vi aldrig har brugt så mange penge på julehjælp som i år, siger Lars Lydholm. Grunden til, at det er gået Frelsens Hær så godt, er ifølge Mads Klæstrup Kristensen, at det er lykkedes dem at nå ud til danskerne. - De er blevet bedre til i år at fortælle deres historie meget mere markant, om at der er kommet flere fattige og flere folk, der beder om deres hjælp. Desuden er der kommet en anden opmærksomhed om det. Det har vi helt tydeligt ikke været gode nok til, siger kommunikationschefen i Folkekirkens Nødhjælp. /ritzau/