Bindslev

Mindre plads giver færre tilmeldinger på harmonikatræf

BINDSLEV:Det store Harmonikatræf i Bindslev har fået færre tilmeldinger end tidligere. - Det er fordi, at vi i stævneledelsen har selv reduceret antallet af pladser til stævnets campingplads. Det gør vi for at efterleve reglerne i brandvedtægten, fortæller stævneformand Børge Jensen. Tidligere fik næsten 640 deltagere lov til at slå sig ned på stævnets campingplads, men det var for mange i forhold til brandvedtægten. - Så i år lukker vi kun 500 deltagere ind på campingpladsen, og det er kun musikere der får en plads. Det har givet røre blandt deltagerne. Mange har jo faste pladser og er kommet her i mere end 20 år. Men når vi fortæller dem om årsagen, så er folk meget forstående, fortæller Børge Jensen. I år er det 21. gang med Harmonikatræf i Bindslev, som finder sted i dagene fra den 29. til 31. juli. cvm