Mindre røg på rådhuset

Ny rygepolitik for de ansatte

Lokalpolitik 7. oktober 2002 08:00

SKAGEN: Der bliver mindre røg på rådhuset i Skagen i fremtiden. I hvert fald bliver røgen samlet i færre lokaler, efter at økonomiudvalget på sit seneste møde godkendte en ny rygepolitik for rådhusets bygninger. Den nye rygepolitik, der for øvrigt er den tredje udgave i løbet af fem år, er nemlig en klar opstramning i forhold til tidligere. - Der er et pres, der gør, at rygere får det sværere og sværere, men sådan er det vel på alle arbejdspladser. Det er tredje generation af rygepolitik, der nu er godkendt. Den første var så ringe, at den blev underkendt af Tobaksskaderådet. Vi fik at vide, at det ikke havde noget med rygepolitik at gøre. Nummer to blev anerkendt, men efter at den nu har været taget op til vurdering af de ansatte på rådhuset, er der altså lagt op til yderligere stramninger, forklarer kommunaldirektør Johan Hessellund. Den nye rygepolitik fastslår, at det er værdifuldt, at ikke-rygere slipper for at blive udsat for passiv rygning, og at der er værdifuldt at medarbejdere ikke generer hinanden med røg. Men det er så også værdifuldt, at rygepolitikken er værdig over for rygerne. - Vi har ingen ambitioner om at kunne lave en rygepolitik, der gælder for alle mulige typer af arbejdspladser, så her er det altså kontorarbejdspladser, som vi taler om. Fremover bliver det sådan i mødelokaler og lignende, at der slet ikke må ryges, hvis der er mere end én person i lokalet. Det er en klar optramning i forhold til tidligere, hvor man måtte ryge, hvis man kunne aftale det indbyrdes, nu må man gå uden for lokalet, hvis man vil ryge, forklarer Johan Hessellund. Dermed også sagt, at der ikke må ryges under møder. Der skal så til gengæld holdes rygepauser med passende mellemrum. Men der er altså ikke noget med at tage en smøg, hvis man lige skal på toilet. Der er nemlig rygeforbud på samtlige toiletter og i alle ekspeditionslokaler, og det gælder altså både for de ansatte og kunder på rådhuset. En medarbejder, der har et enkeltmandskontor som fast arbejdssted, kan tillade, at der ryges på dette kontor, men det skal så sikres, at røgen ikke kan trænge ud i ikke-ryger områder, for eksempel ved at døren holdes lukket. Hvis man er så uheldig som ryger, at man arbejder i et lokale sammen med andre, er der nul muligheder for at ryge, og det gælder også ved tjenestekørsel, hvis to eller flere medarbejdere kører i samme bil. Nogle vil formodentlig sige, at ovenstående er en værre omgang røg. Andre vil sige, at det er et nødvendigt redskab i det daglige. Hvad der sådan mere konkret blev sagt, da den nye rygepolitik var til debat i forretningsudvalget på rådhuset, melder historien ikke noget om, men meget tyder på, at det ikke er så lille en sag, som man måske umiddelbart kunne tro. - Der var både rygere og ikke-rygere til stede, da forretningsudvalget diskuterede sagen, så bare dette ene punkt på dagsordenen tog over en time at behandle, konstaterer kommunaldirektøren.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...