Lokalpolitik

Mindre trafik i Skudehavnen

Rådmand vil lukke vej

AALBORG:Bådehavnsvej skal være mere sikker og tryg at færdes på. Dét mener teknisk rådmand Henrik Thomsen (SF), som har bedt sin forvaltning om komme med et forslag til, hvordan man fredeliggør vejen uden at genere den nødvendige trafik til bådebyggeri- og restaurations-miljø. - Det har været et stort ønske både hos søspejderne, LOA og bådebyggerlauget, og derfor håber jeg, at vi kan præsentere et forslag sidst i maj, siger Henrik Thomsen. Han er selv stor tilhænger af en fredeliggørelse - ligesom han også støtter planerne om at fastholde og udvikle Skudehavnen og Fjordmarken som en kreativ og maritim oase. - Konsortiets forslag om en massiv bebyggelse af arealerne ved Skudehavnen er for længst sendt til tælling, mener han. - De skal naturligvis have lov til at byde ind med andre projekter, men forløbig har vi ikke rigtigt hørt noget, forklarer rådmanden. Han håber selv på en udvikling, som blandt andet understøtter et nyt arbejdende værksted for træskibe. Eventuelt ved at bevare slæbestedet ved Limfjordsværftet, så det kan bidrage til aktiviteten og samtidig være en del af den historie, området repæsenterer. - Lige nu kan vi ikke gøre ret meget andet, end at sætte nogle småting i værk, forklarer han. - Men jeg håber da, at debatten om området fortsætter - både på borgermøder og i andre sammenhænge, understreger han. Ifølge Henrik Thomsen vil forvaltningen i slutningen af maj tage initiativ til en rundvisning - og til den tid regner han også med, at forslaget til trafiksikringen af Bådehavnsvej er færdigt. - Det er forståeligt, at konsortiet bag byggeplanerne forsøger at få mest muligt ud af området. Og det kan de naturligvis kun gøre ved at bygge højt og tæt. Men det er jo ikke det, flertallet ønsker, og derfor håber jeg heller ikke, at debatten er slut, siger han. Selvom det er nemt at være bagklog, er Henrik Thomsen bange for, at Aalborg Kommune i sin tid solgte arealerne ved Mathis og Bo Form alt for billigt. Efter hans mening er der nemlig stor forskel på grunde til erhvervsformål og boliger. - Grunden ved Bo Form blev solgt i sidste byrådsperiode. Og selvom det dengang var til en anden anvendelse, var den så billig, at ejerne får en kæmpe-fortjeneste, hvis de beslutter at sælge den videre til boligbyggeri, foklarer han.