EMNER

Mindre virksomheder rådes til mere efteruddannelse

Små og mellemstore virksomheder forsømmer efteruddannelse, enten fordi der ikke er tradition i virksomheden for at bruge efteruddannelse, eller fordi der simpelthen ikke er tid til det lige nu.

Men nu har de mindre virksomheder i Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev og Læsø Kommuner mulighed for at blive gelejdet i rigtig retning. Undervisningsministeriet har netop bevilget 3,5 mio. kr. til et nyt projekt, Netværk Vendsyssel. - Netværk Vendsyssel skal med EUC Nord som tovholder drive et vejledningsnetværk specielt rettet mod voksen- og efteruddannelsesområdet, oplyser direktør A. Neil Jacobsen, EUC Nord. - Det er vigtigt, at virksomhederne uddanner sig og bliver ved med at uddanne sig og får en udvikling i gang, der kan blive til gavn også efter højkonjunkturen og de gode tider, understreger han. - I den her tid, hvor der er så meget gang i den, vælger mange at vente med efteruddannelse, men det kan give bagslag, forudser A. Neil Jakobsen og peger på, at med 1300 forskellige og allerede eksisterende kursustilbud inden for arbejdsmarkedsuddannelserne og dertil den forberedende voksenuddannelse (FUV) som VUC tilbyder, har uddannelses-Danmark masser at byde på. Netværk Vendsyssel er et samarbejde mellem de fire førnævnte kommuners erhvervsskoler og VUC samt andre partnere, så som jobcentre og A-kasser. Projektet er et led i regeringens indsats for at få flere medarbejdere fra specielt de små og mellemstore virksomheder på efteruddannelse. - I alt er oprettet 22 sådanne vejledernetværk over hele landet, og pengene til netværkernes rådgivning vil over de næste tre år blive fulgt op af et milliardbeløb til selve efteruddannelserne, siger A. Neil Jakobsen. hanne.albaek@nordjyske.dk