Mindre vold i Jomfru Ane Gade

Flere uniformerede betjente giver mere fredeligt natteliv

En vedholdende indsats fra politiet har ført til at fald i volden i Jomfru Ane Gade. Arkivfoto

En vedholdende indsats fra politiet har ført til at fald i volden i Jomfru Ane Gade. Arkivfoto

AALBORG:Det er blevet mere sikkert at gå i byen i Aalborgs natteliv.

En ekstra indsats af Nordjyllands Politi har nemlig slået igennem med et markant fald i antallet af voldssager.
- Vi besluttede sidste år at gøre noget for, at det er mere sikkert at gå i byen i Jomfru Ane Gade og det område, vi kalder minefeltet, siger vicepolitiinspektør Ole Kristensen, der er leder af lokalpolitiet i Aalborg.

Færre voldssager

Han oplyser, at der i perioden 1. januar til 5. juli sidste år var cirka 100 anmeldelser om vold i området, og i år er tallet faldet til 75 i samme periode.

I selve Jomfru Anne Gade er faldet fra 60 voldssager i 2011 til 52 i år.
Baggrunden er et mere synligt politi.

Højrisiko-weekender

Politiet har nemlig udpeget en række såkaldte højrisiko-weekender, hvor der er to ekstra uniformerede betjente, som udelukkende skal patruljere i Jomfru Ane Gade og de tilstødende områder.

Der er tale om tidspunkter, hvor der er flere mennesker og mere aggressivitet i nattelivet.
- Det kan være, når der er udbetalt løn, højtider eller studentergilder. Det har virkeligt betydet en forandring, at vi er ekstremt synlige og giver en opfattelse af, at der er politi overalt, siger Ole Kristensen.

Ingen tolerance

Samtidig har politiet indført nul-tolerance overfor gadeuorden som at smadre flasker, urinere på huse eller svine på anden måde.

- Det har også haft en effekt, fordi det ene fører ofte det andet med sig, men nu får vi stoppet tingene i tide, siger vicepolitiinspektøren.
Han tilføjer, at der fra 1. maj til 5. juli har været 32 voldssager i Jomfru Ane Gade og minefeltet, mens der i samme periode sidste år var 48 sager.
Ole Kristensen understreger, at de 32 voldssager skal ses i forhold til, at der på en god aften er anslået omkring 8-10.000 mennesker i byen i området.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.