EMNER

Mindreårige må sælge alkohol

Nye regler giver børn ned til 13-års alderen lov til at betjene kunder i butikker med alkohol på hylderne

NORDJYLLAND:Børn på 13 år kan risikere at skulle håndtere fulde folk og krævende kunder bag disken i små butikker. En ny bekendtgørelse fra Beskæftigelsesministeriet giver arbejdsgiverne ret til at lade mindreårige udføre lettere ekspeditionsjob i mindre butikker som kiosker og bagerforretninger. Det betyder, at børn som 13-årige Sara Thomsen fra Stoholm kan risikere at skulle afvise kunder, der er ældre end hende og vil købe alkohol uden legitimation. - Det er ikke sikkert, at de vil respekterere det, fordi jeg ikke er ældre end dem, og jeg ved ikke helt, hvad de kan finde på at gøre. Jeg tror ikke, at jeg vil have det så godt med det, siger Sara Thomsen. Står det til HK i Aalborg, skal de mindreårige også helt ud af arbejdsmarkedet. De skal i stedet koncentrere sig om lektier. - Det er uansvarligt, at unge helt ned i den alder står med det kæmpe ansvar med penge og konfrontation med sure kunder, siger Michel Berg, der er ungdomskonsulent i HK Aalborg. Han mener, at arbejdet med at betjene kunder er for usikkert til børn under 15 år. - Der kan opstå alle mulige ubehagelige situationer med mulighed for vold og trusler og overfusninger, siger han. Michel Berg vurderer, at cirka halvdelen af de nordjyske virksomheder har unge under 18 år ansat. Han opfordrer forældre til at tage deres børns fritidsjob alvorligt og sikre sig, at forholdene er i orden. Inge Jensen fra Aalborg har selv en datter på 13 år. Hun synes, det er i orden at mindreårige står bag disken, hvis det er sammen med en voksen. - Det vil jeg egentlig have det fint med, hvis hun turde gøre det. Det er nok mere gruppepres eller den alder, hun har, der gør, at hun måske vil være ked af det overfor de unge mennesker, som hun måske kender, siger hun.