Mindst 10 er omkommet ved forlis i Middelhavet

Den italienske kystvagt siger, at 200 indvandrere er reddet efter at være forlist i Middelhavet.

Udland 12. maj 2014 18:32

Mindst 10 personer er omkommet, da en båd med indvandrere sank i Middelhavet mandag, oplyser italienske medier, som siger, at Italiens kystvagt har reddet omkring 200.

Båden gik ned mellem Libyen og Italien.

Ulykken sker, dagen efter at en anden båd sank ud for den libyske kyst, og 40 mennesker druknede.

En talsmand for den italienske kystvagt siger, at to kommercielle skibe blev tilkaldt til området, der ligger 185 sømil syd for øen Lampedusa - Italiens sydligste punkt.

Han siger, at han ikke kan bekræfte rapporter i italienske medier om, at der var omkring 400 mennesker om bord i det forliste fartøj.

Den italienske flåde sendte en helikopter og to krigsskibe til stedet med "maksimal hastighed."

Italien er en meget brugt passage ind i Europa. I 2013 kom der over tre gange så mange emigranter ad søvejen som i 2012. Krigen i Syrien og stridighederne ved Afrikas Horn har været en medvirkende faktor til den store stigning.

Gennem de seneste to årtier har Italien, Grækenland og Malta taget størstedelen af tilstrømningen af illegale indvandrere. Imens har de tilskyndet EU til at give et mere robust og koordineret svar på problemerne.

/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...