Både lokale og turister omkommet ved Mallorca-oversvømmelser

Et britisk par, en 80-årig hollandsk kvinde og seks spanske statsborgere er blandt de omkomne

Ritzau
Foto: Francisco Ubilla/Ritzau Scanpix
Ulykker 11. oktober 2018 15:34 - Opdateret 11. oktober 2018 16:02

MALLORCA: Antallet af omkomne under oversvømmelser på Mallorca er steget til 12, oplyser redningsmandskab.

Et britisk par, en 80-årig hollandsk kvinde og seks spanske statsborgere er blandt de omkomne. Myndighederne sagde tidligere torsdag, at en femårig dreng og et tysk par også var savnet.

Voldsomme regnskyl og pludselige oversvømmelser overraskede sent tirsdag mange i et område omkring 60 kilometer øst for hovedstaden Palma. De fleste dødsulykker er sket i Sant Llorrenc.

Under de voldsomme regnskyl strømmede brunt vand gennem gaderne og skyllede biler med sig i de oversvømmede gader.

- Det har været en voldsom storm. På blot to timer faldt der enorme mængder regn, og vi kunne ikke kontrollere situationen, siger en embedsmand, Antonia Bauza, i Sant Llorrenc.

Spanske meteorologer siger, at der faldt over 22 centimeter regn på få timer tirsdag aften.

Redningsmandskab arbejdede på højtryk natten til onsdag i et forsøg på at finde savnede personer.

Omkring 100 ekstra redningsarbejdere blev sendt fra fastlandet ud til øen for at deltage i eftersøgningen sammen med to helikoptere og sporhunde.

/ritzau/AFP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...