Naturkatastrofer

Mindst 127.000 omkomne

Tallet vil stige de kommnde dage, men det præcise antal omkomne bliver aldrig kendt

JAKARTA:Antallet af bekræftede omkomne efter jordskælvet og de ødelæggende tsunamier i Det Indiske Ocean 26. december passerede søndag 127.000, da man i Sri Lanka fandt flere omkomne. Det er især Indonesien og øen Sumatra, der er hårdt ramt efter søndagens katastrofe. En embedsmand fra sundhedsministeriet sagde, at 79.940 mennesker er døde, men tallet kan i de kommende dage og uger vokse dramatisk, når redningsarbejdere kommer ud til mere fjerntliggende og øde egne. Nødhjælpsarbejdet på Sumatra er et logistisk mareridt med ødelagte veje, smadrede byer, nedbrudte kommunikationslinjer og desperate mennesker, der har mistet alt, hvad de ejede. Sundhedsministeriet i Indonesien har oplyst, at der kan være op til 100.000 omkomne i Banda- Aceh-provinsen på det nordlige Sumatra. Ministeriet kan ikke give præcise oplysninger på antallet af dræbte, da tallet bliver ved med at stige meget hurtigt. Lederen af FN's nødhælpskoordinering, Jan Egeland, sagde fredag, at det endelige tal for døde måske aldrig vil blive kendt. På Sri Lanka stiger antallet af døde konstant. Søndag meddelte myndighederne, at 29.729 officielt er døde, mens mere end 16.000 personer er såret. Antallet af savnede i Sri Lanka blev søndag uden yderligere forklaring nedjusteret til 5240 fra næsten 14.000. Antallet af døde i Indien er steget til 12.829. I tallet er indregnet 3874 mennesker, der tidligere har været meldt savnet, men som regeringen nu formoder er døde. I Thailand blev antallet døde nedjusteret en smule til 4798. Grunden til nedjusteringen er, at myndighederne har talt enkelte lig to gange. Udlændinge udgør 2402 af de omkomne i Thailand, men ifølge flere rapporter er langt flere omkommet i Thailand, og lørdag sagde premierminister Thaksin Shinawatra, at det endelige antal af omkomne i Thailand sandsynligvis er på mellem 7000 og 8000. Antallet af savnede i Thailand faldt til 6384 fra 6541. I Myanmar, det tidligere Burma, er mindst 90 blevet dræbt af oversvømmelser, men ifølge FN er antallet af døde langt højere. I turistparadiset på Maldiverne er 74 meldt dræbt og 42 er meldt savnede, sagde præsident Maumoon Abdul Gayoom. I Malaysia er 66 blevet dræbt. I Bangladesh døde en far og et barn, da en turistbåd kæntrede i de store bølger. I Afrika i Somalia blev 132 erklæret døde og i Tanzania døde 10 personer, mens en døde i Kenya. Antal døde efter jordskælv i Indonesien, ifølge nyhedsbureauet AFP Indonesien: 79.940 Sri Lanka: 29.729 Indien: 12.829 Thailand: 4798 Myanmar: 90 Maldiverne: 75 Malaysia: 66 Bangladesh: 2 Somalia: 132 Tanzania: 10 Kenya: 1 I alt 127.672 /ritzau/AFP

Forsiden