Naturkatastrofer

Mindst 13 omkommet ved mudderskred i Nicaragua

MANAGUA:Mindst 13 mennesker er døde og seks er fortsat savnet, efter at voldsomme regnskyl udløste mudderskred i den nordlige del af Nicaragua, oplyste landets militær søndag. Regnen i det nordlige område af Matagalpa kan betyde, at der bliver flere ofre, sagde major William Rodriguez. - Det er muligt, at det dødstal, vi har nu, kan blive større. Der er flere samfund, som vi ikke har været i stand til at nå frem til, fordi de er helt afskåret fra omverdenen, sagde Rodriguez til journalister og tilføjede: - Ofrene omkom i landsbyer omkring Musun-bjergene omkring 230 kilometer nord for hovedstaden Managua. /ritzau/Reuters