Mindst 16 dræbt i dobbelt droneangreb i Pakistan

Amerikanske droner slog til to gange inden for få timer mod det samme sted i et stammeområde.

Mindst 10 formodede militante blev dræbt i et amerikansk droneangreb natten til torsdag dansk tid i et stammeområde i det nordvestlige Pakistan.

Få timer forinden omkom seks personer i et angreb samme sted i regionen Nord Waziristan.

Dronerne slog til for anden gang, mens folk var i færd med at lede efter sårede og omkomne fra det første angreb.

- Tre amerikanske droner affyrede seks missiler mod militante, der havde samlet sig for at grave i murbrokkerne, siger en lokal sikkerhedskilde og tilføjer, at missilerne ramte to køretøjer.

En anden sikkerhedskilde siger, at dronerne natten til torsdag stadig fløj over området, der bliver anset for at være hjemsted for det militante Haqqani-netværk, som har tråde til al-Qaeda.

I første omgang blev der affyret to missiler. De ramte et køretøj og en bygning i landsbyen Dargah Mandi.

Pakistan er plaget af vold begået militante. Tidligere på ugen blev 37 personer dræbt, da bevæbnede mænd slog til mod lufthavnen i storbyen Karachi. Blandt de døde var 10 personer, der stod bag angrebet.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.