Mindst 23 dræbt ved selvmordsangreb i Irak

Religiøs mærkedag synes at anspore til øget vold

BAGDAD:Selvmordsbombemænd dræbte mindst 23 mennesker under angreb på shia-områder i den irakiske hovedstad fredag, mens tusinder af shiamuslimer fejrede Ashura, som er en af deres vigtigste religiøse mærkedage. Ved det første angreb blandede en mand iført en sprængstoffyldt vest sig med mængden nær en moske i Doura-distriktet i det sydvestlige Bagdad og sprængte sig selv i luften, sagde flere øjenvidner. Eksplosionen dræbte 17 og sårede mindst 40. Kort efter rystede en eksplosion en anden shiamuslimsk moske, denne gang i det vestlige Bagdad, sagde amerikansk militær og politikilder. Politiet mente til at starte med, at eksplosionen skyldtes et morterangreb, men sagde senere, at to selvmordsbombemænd var på vej mod en menneskemængde uden for moskeen, da de blev opdaget og skudt af politiet. Men det lykkedes en af dem at sprænge sig selv i luften, hvorved tre mennesker blev dræbt og fem såret. - Jeg var netop begyndt på fredagsbønnen, da en kæmpe eksplosion rystede bygningen, sagde Doura moskeens imam, sheikh Malek Kinani. Iraks nationale sikkerhedsrådgiver, Mowaffaq al-Rubaie sagde til tv-stationen CNN, at han var sikker på, at Abu Musab al-Zarqawi stod bag angrebene. Zarqawi er en militant jordaner, som menes at have forbindelser til al-Qaeda. Han har taget skylden for mange af de blodigste angreb i Irak, siden oprøret brød ud i kølvandet på den amerikanske invasion for at styrte Iraks diktator Saddam Hussein. Yderligere tre irakere, hvoraf den ene var et barn, mistede livet, da en mortergranat ramte en café i Bagdad-bydelen Shula, oplyste hospitalskilder ifølge det franske nyhedsbureau AFP. Mohsen al-Hakim, der er politisk rådgiver for den fremtrædende shiapolitiker Abdul-Aziz al-Hakim, sagde, at han ventede flere angreb mod shiamuslimer i løbet af lørdagen, der er den sidste dag i Ashura. - Vi forventer, at angrebene vil tage til i løbet af i dag og i morgen, sagde Hakim til Reuters. - Den eneste måde at bekæmpe dem på er ved at have stærke sikkerhedsorganisationer. Han tilføjede, at shiamuslimerne ikke vil lade sig provokere til at svare igen med vold: - Til trods for al den vrede, som shiamuslimerne føler, er faktum, at de kontrolleres af en politisk ledelse og marjaeyah'en (shiiternes religiøse ledelse, red.), så jeg tror ikke, der vil komme nogen ukontrollerede handlinger. Ligeledes fredag meddelte det amerikanske militær, at fire amerikanske soldater var blevet dræbt i angreb henholdsvis nord for Bagdad og i den nordirakiske by Mosul. Desuden dræbte en selvmordsbombemand to politimænd og et medlem af den irakiske Nationalgarde i Bagdad, oplyste en politiofficer. Angrebene mod moskeerne fandt sted, mens tusinder af shiamuslimer marcherede gennem gaderne i forbindelse med Ashura og bragte mindelser om sidste år, hvor helligdagen druknede i blod. Dengang blev 170 mennesker dræbt i en række selvmordsattentater i Bagdad og Kerbala - shiamuslimernes hellige by, hvor profeten Mohammeds barnebarn imam Hussein ligger begravet, og hvor Ashura-ritualet, der er en mindehøjtidelighed for Husseins martyrium, er mest intenst. I år havde myndighederne forberedt sig på, at lignende angreb ville finde sted, men alligevel lykkedes det altså et par af selvmordsbomberne at få succes med deres dødbringende forehavende. Klædt i sort sørgetøj og med grønne bannere med Husseins navn fyldte shiamuslimer i tusindvis det centrale Bagdad. Nogle af de troende piskede sig selv til blods med kæder, sådan som traditionen foreskriver. Abdul-Aziz al-Hakim - leder af Det Øverste Råd for Islamisk Revolution i Irak (SCIRI), der er det største parti i den shiitiske alliance, der vandt valget - havde et budskab med om politisk forsoning, da han talte til folkemængden: - Jeg opfordrer alle irakere til at slutte sig sammen, og jeg forsikrer alle, at det Irak, vi ønsker, er et fælles og sikkert Irak, hvor enhver borger uden undtagelse nyder retfærdighed og lighed," sagde Hakim til folkemængden, der sang "Hussein, Hussein" og "Gud er størst." - Vi siger det nu, og vi vil altid sige, at vi er åbne over for alle irakere, fordi de er partnere i denne nation. Hakims ord er den klareste udmelding til dato om shiamuslimernes intentioner om at indrage Iraks sunnimuslimske mindretal i den politiske proces. Sunnierne dominerede Irak i årtier, indtil USA i 2003 invaderede landet og afsatte Saddam. De fleste af dem boykottede valget 30. januar, og de får næsten ingen pladser i den 275-medlemmer store Nationalforsamling. Iraks Valgkommission meddelte torsdag, at den største shiamuslimske koalition, Den Forenede Irakiske Alliance, har sikret sig 140 pladser i nationalforsamlingen, lige netop nok til at give dem et smalt flertal. En kurdisk alliance kom ind på anden pladsen og vil få 75 pladser, mens en liste med Iraks midlertidige premierminister Iyad Allawi i spidsen kan sætte sig på 40 pladser. Sunniaraberne får færre end 10 pladser. Der skal to tredjedeles flertal til i forsamlingen for at godkende topposter i regeringen, og den shiamuslimske alliance er nødt til at gå sammen med den kurdiske koalition for at nå det magiske tal. I de seneste to uger har der været intense forhandlinger i gang for at afgøre, hvem der får topposterne. Kurderne ventes at sætte sig på præsidentposten, mens Shia-blokken kan få premierministerposten. /ritzau/