Mindst 27 knivdræbt på kinesisk jernbanestation

Yderligere 109 personer blev såret ved knivangrebet, der beskrives som et "voldeligt terrorangreb".

1. marts 2014 21:22

Mindst 27 mennesker er lørdag blevet dræbt og 109 såret under et "voldeligt angreb fra knivsvingende mænd" på en jernbanestation i det sydvestlige Kina, skriver det statslige kinesiske nyhedsbureau, Xinhua.

Politiet skød og dræbte et antal angribere på jernbanestationen i Kunming i provinsen Yunnan. Myndighederne afspærrede et stort område omkring gerningsstedet ifølge en opdatering på den lokale tv-station K6's officielle Sina Weibo-konto, Kinas svar på Twitter.

På K6's officielle mikroblog blev episoden betegnet som et "voldeligt terrorangreb".

Samtidig kørte ambulancer i pendulfart med sårede til skadestuer rundt i byen, hedder det videre.

Fotografier, der er lagt ud på sociale medier, viser et blodtilsølet gulv, og lægepersonale, der sidder på hug over ligene. Der er dog ingen sikkerhed for billedernes ægthed.

Andre billeder viser en menneskemængde, der har samlet sig foran stationsbygningen mellem politifolk og ambulancer.

Der nævnes ikke noget om, hvem der står bag angrebet, men det fremgår, at der ikke er tradition for voldelige angreb i Yunnan, og motivet for knivstikkeriet står lørdag aften ikke klart.

Statslig tv oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at den lokale sikkerhedschef Meng Jianzhu er på vej til gerningsstedet.

/ritzau/AFP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...