Naturkatastrofer

Mindst 28 tyskere omkommet i busulykke i Frankrig

LYON:Mindst 28 tyskere er omkommet i en busulykke nær Lyon i Frankrig, oplyser den franske radio France Inter lørdag. Omkring 40 mennesker blev samtidig kvæstet, da bussen nord for Lyon styrtede ned ad en skrænt på motorvejen A6. Der var mindst 78 passagerer i dobbeltdækkerbussen. Der var ikke umiddelbart oplysninger om den præcise årsag til ulykken. Der var dog meldinger om, at bussen kørte for hurtigt og var ved at overhale et andet køretøj, da chaufføren mistede herredømmet på den våde vejbane tidligt om morgenen. Bussen kom angivelig fra selskabet Tiger Reisen i Wünstorf nær Hannover og var på vej til Spanien, da ulykken indtraf. Deltagerne havde vundet rejsen i lotteri, skriver det franske nyhedsbureau AFP. Politi og brandvæsen afspærrede vejen indtil videre. Samtidig arbejdede redningsmandskab på at frigøre passagerer, som stadig var klemt fast i vraget af bussen. Det er den anden alvorlige busulykke i Europa på godt en uge, der har tyske dødsofre. 33 tyskere omkom for ni dage siden i en busulykke i Ungarn. Denne bus kørte uforvarende over en jernbaneoverskæring, mens der kom et tog, som den blev ramt af. /ritzau/dpa