Mindst 31 minearbejdere er dræbt i guldmine i Sudan
Otte mennesker er savnet, og kun en enkelt er kommet levende ud af en kollapset guldmine i Sudan.
Mindst 31 mennesker er omkommet i en privatejet guldmine i Sudan, da minen styrtede sammen tirsdag.
Det oplyser direktøren i et statsligt mineselskab i Sudan.
Kun en enkelt person er reddet ud i live. Otte er savnet, siger Khaled Dahwa, der leder Mineral Resources Company.
- 31 minearbejdere blev dræbt, da en mine kollapsede, fortæller han.
Minen ligger nær byen Nuhud omkring 500 kilometer vest for Sudans hovedstad, Khartoum.
I den samme mine var der en ulykke i januar, der kostede fire mennesker livet, siger en anden ansat i det statslige mineselskab.
- Myndighederne lukkede på det tidspunkt minen og indsatte sikkerhedsvagter. Men for nogle måneder siden forlod de stedet, fortæller embedsmanden.
Det er forbundet med en vis fare at arbejde i Sudans guldminer, først og fremmest fordi mange af dem er faldefærdige og ikke sikret godt nok.
I dele af det nordøstafrikanske land opstod der for omkring ti år siden en form for guldfeber, hvor mange mennesker gik i gang med at grave i jorden med gravemaskiner i et forsøg på at finde det kostbare metal.
Rundt regnet to millioner minearbejdere graver omkring 80 procent af det guld op, der findes i Sudan.
Årligt bliver det til omkring 80 ton i alt.
/ritzau/AFP
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.