Udland

Mindst 60 er dræbt af forgiftet alkohol i Libyen

Der er i Libyen sket markante stigninger i forbruget af alkohol og narkotika siden 2011.

Mindst 60 er dræbt af forgiftet alkohol i Libyen

Antallet af mennesker, som er omkommet i Libyen siden lørdag ved at have drukket giftig hjemmelavet brændevin, er steget til mindst 60, mens over 700 er blevet syge, siger libyske embedsmænd.

Der er foretaget flere anholdelser i sagen i det nordafrikanske land, hvor det er forbudt at drikke og sælge alkohol.

Sundhedsminister Nurideen Doghman siger, at 60 er døde af hjemmelavet, lokal spiritus, som lokalt sælges på det sorte marked og er kendt som Boukha.

- Der er yderligere 709 tilfælde med alkoholforgiftning, siger Doghman.

Ved en anden pressekonference har myndighederne meddelt, at 79 er omkommet siden lørdag - deriblandt 10 kvinder fra Libyen og andre arabiske stater.

Meget tyder ifølge politi og hospitalskilder på, at der har været metanol - bedre kendt som træsprit - blandet i den dødbringende drik.

- De første undersøgelser viser, at der var symptomer på alkoholforgiftning forårsaget af alkoholiske drikke blandet med metanol, hvilket kan resultere i død, nyresvigt, blindhed og epileptiske anfald.

Det sagde Youssef al-Wafi, direktør for et hospital i Tripoli, da de første tilfælde blev kendt.

I løbet af september 2012 mistede mindst 26 mennesker livet og sendte adskillige andre på hospitalet.

En del af ofrene er blevet blinde af at drikke den ulovlige sprut, mens andre endte i koma.

Der er i Libyen sket markante stigninger i forbruget af alkohol og narkotika siden borgerkrigen i 2011, hvor Muammar Gaddaffi blev styrtet.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.