Naturkatastrofer

Mindst 70 dræbt i jordskælv i Iran

Flere hundrede landsbyer er jævnet med jorden

Teheran: Det vestlige Iran blev fredag ramt af et kraftigt jordskælv, der ifølge foreløbige opgørelser har kostet mindst 70 mennesker livet, oplyser de iranske myndigheder. Andre 1265 blev kvæstet ved skælvet, der i de tidlige morgentimer ramte landets Lorestan-provins. Jordskælvet, der fandt sted klokken 4.47 fredag morgen lokal tid, blev målt til 6,0 på den åbne richterskala. Det blev fulgt at to efterskælv, der målte henholdsvis 4,7 og 5,1. Omkring 330 landsbyer er blevet helt eller delvist ødelagt, oplyser Lorestans guvernør, Mohammad Reza Mohseni Sani. Nogle mennesker blev fredag gravet ud af murbrokkerne i live, men dødstallet ventes at ville stige, siger den lokale beredskabsstyrelse. Små bål for varmen Iransk fjernsyn viste fredag optagelser fra jordskælvsområdet, hvor familier sad uden for deres sammenstyrtede boliger i den kolde morgenluft og med små bål til at varme dem. Embedsfolk siger, at telefonforbindelserne, elektricitet og gas er blevet afskåret. Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, har beordret nødhjælp sendt til jordskælvszonen, oplyser det iranske nyhedsbureau IRNA. Samtidig er der sendt sporhunde af sted for at lede efter overlevende. USA, som ikke har haft diplomatiske forbindelser med Iran siden amerikanske diplomater blev taget som gidsler i Teheran efter den islamiske revolution i 1979, har sideløbende tilbudt humanitær assistance. - Man husker måske, at USA tilbød jordskælvsassistance til Iran i forbindelse med Bam-skælvet, og jeg er sikker på, at vi er mere end beredte til at gøre det samme nu, sagde den amerikanske udenrigsminister, Condoleezza Rice. /ritzau/Reuters