Mindst otte dræbt i dobbeltangreb i Burkina Faso

Et af to angreb var rettet mod en religiøs leder, som blev dræbt sammen med fire andre mennesker.

En soldat fra den franske Barkhane-styrke på patrulje i Mali, ikke langt fra grænsen til Burkina Faso og Niger. Iagttagere mener, at nabolandenes pres får de jihadistiske grupper til at søge over grænsen til Burkina Faso. Foto: Daphne Benoit/arkiv/Ritzau Scanpix
15. september 2018 18:35

Mindst otte civile er blevet dræbt i et dobbeltangreb i det østlige Burkina Faso.

Det oplyser myndigheder i det vestafrikanske land lørdag.

Burkina Faso er et fattigt land, hvor jihadister gennem de seneste måneder har fået fodfæste.

- To terrorangreb blev gennemført i landsbyerne Diabiga og Kompienbiga, meddeler guvernøren for Kompienga-provinsen.

En unavngiven sikkerhedskilde siger, at et af de to angreb var rettet mod en religiøs leders hus. Han blev dræbt sammen med fire andre mennesker.

Ved det andet angreb blev tre mennesker fra den samme familie dræbt af formodede jihadister på knallerter, oplyser en anden sikkerhedskilde. To andre blev såret ved det angreb.

Siden 2015 har Burkina Faso kæmpet mod et islamistisk oprør af samme art som det, der plager nabolandene Mali og Niger.

Eksperter siger, at den seneste tids stigning i volden i Burkina Faso kan være et resultat af, at nabolandene slår hårdere ned på de militante grupper.

/ritzau/AFP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...