EMNER

Mindst otte FN-soldater dræbt

KINSHASA: Mindst otte FN-soldater blev fredag dræbt, da de blev angrebet af militsfolk i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo (DRCongo), sagde FN-kilder i landet. - Der er mindst otte døde, og nogle savnes fortsat, sagde en FN-kilde til det britiske nyhedsbureau, Reuters. En anden FN-kilde bekræftede antallet af døde. Angrebet fandt sted fredag morgen i det mineralrige Ituri-distrikt, hvor FN har udstationeret 4800 fredsbevarende soldater. Ituri-distriktet er et af DRCongos værste uroområder. Militsfolk har dræbt mindst 50.000 civile siden 1999. Det tidligere Zaire kæmper for at komme på benene igen efter en fem år lang krig, der sugede soldater fra seks nabolande til sig. En krig, der ifølge internationale hjælpeorganisationer har kostet næsten fire millioner mennesker. Mange af dem bukkede under for sygdom og sult. En tredjedel af FN's fredsbevarende soldater i DRCongo er stationeret i Ituri, men angreb på civile er fortsat almindelige. Sammenstød mellem stridende militser har alene i de seneste to måneder fordrevet 70.000 mennesker i området. /ritzau/Reuters