Mindst ti dræbt i protester mod regeringen i Colombia

Calis borgmester kalder situationen vanvittig. Menneskeretsgruppe opfordrer Duque til at nedtrappe konflikten.

En mand hjælper en såret kammerat væk fra gadekampene i byen Cali i Colombia. Ti mennesker meldes dræbt i sammenstød i byen fredag.

En mand hjælper en såret kammerat væk fra gadekampene i byen Cali i Colombia. Ti mennesker meldes dræbt i sammenstød i byen fredag.

BOGOTA:Mindst ti mennesker er dræbt i den colombianske by Cali i forbindelse med protester mod regeringen fredag lokal tid.

Det kom til sammenstød mellem "dem, der blokerer, og dem der forøger at komme igennem" en blokade, meddeler byens borgmester, Jorge Ivan Ospina, lørdag i en video på sociale medier.

Politiet i Cali oplyser, at otte af de ti blev dræbt af skud.

En repræsentant for anklagemyndigheden i Cali siger, at en politibetjent, der ikke var på arbejde, skød mod demonstranterne og dræbte en civil. Derpå blev han lynchet.

Video fra stedet viser en mand ligge i en blodpøl og en anden, der står i nærheden med en pistol i hånden. Sidstnævnte bliver angrebet af en gruppe mennesker.

Borgmesteren kalder det en "vanvittig situation med død og smerte".

- Vi kan ikke tillade, at det her fortsat får lov at foregå i Cali. Vi må ikke falde for fristelsen til at ty til vold og død, siger Ospina.

Colombia har i den seneste måned været præget af store protester mod regeringen, som myndighederne har slået hårdt ned på.

Protesterne brød ud 28. april mod en nu aflyst skattereform. De har siden udviklet sig til også at handle om generel ulighed i landet, politivold og manglen på muligheder for unge mennesker.

Præsident Ivan Duque har sendt tusindvis af soldater til Cali for at hjælpe politiet med at skabe ro og orden.

Ifølge regeringen har mindst 27 civile mistet livet under protesterne siden torsdag, mens i alt 59 er døde, siden protesterne begyndte i april - heriblandt to betjente.

Menneskerettighedsgrupper mener dog, at mange flere er blevet dræbt af sikkerhedsstyrker.

José Miguel Vivanco, der er direktør for Human Rights Watch panamerikanske afdeling, betegner situationen som "meget alvorlig".

Han opfordrer præsident Duque til at nedtrappe konflikten, "herunder en specifik ordre, der forbyder statens agenter fra at bruge skydevåben".

- Colombia skal ikke sørge over flere døde, skriver Vivanco på Twitter.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden


Breaking
Skandinavisk koncern køber ikonisk nordjysk ferieresort
Luk