Mineselskab i Grønland søger muligheder i andre lande

Et nyligt vedtaget uranforbud i Grønland har fået australsk mineselskab til at se på andre muligheder.

View of the Narsaq Valley in southern Greenland toward Kvanefjeld mountain <i>Greenland Minerals Ltd/Reuters</i>

View of the Narsaq Valley in southern Greenland toward Kvanefjeld mountain Greenland Minerals Ltd/Reuters

Det australske mineselskab Greenland Minerals, der har arbejdet på at åbne en mine i Grønland, vil nu se projekter andre steder i verden.

Det oplyser selskabet i en fondsbørsmeddelelse.

Meldingen kommer, omkring en måned efter at det grønlandske parlament, Inatsisartut, forbød udvinding og efterforskning af uran i landet.

Greenland Minerals har opereret i Grønland siden 2007 med det formål at åbne en mine i Kvanefjeldet.

Det australske mineselskab har arbejdet med planer om minedrift i området for at udvinde en række sjældne jordarter, der bruges i elektronik - samt uran og zink som biprodukter.

I november stemte et spinkelt flertal i parlamentet forbuddet mod udvinding af uran igennem.

Forbuddet betyder, at der er kommet en ny grænse for, hvor meget uran man må grave op, når der graves efter andet end uran.

Grænsen lyder på, at man maksimalt må grave 100 gram uran per ton malm. Greenland Minerals vurderer, at der er omkring 300 gram uran per ton malm, skriver det grønlandske medie KNR.

Selskabet vil derfor kigge på muligheder andre steder i verden, men har ikke lukket døren helt til muligheder for minen i Grønland.

- Indtil der er klarhed om lovgivningen (uranforbuddet, red.) og indvirkningen, mener bestyrelsen, at det er fornuftigt og rettidigt at søge nye muligheder uden for Grønland, som virksomheden kan udnytte værdien af på kort sigt, skriver selskabet i meddelelsen.

I fondsbørsmeddelelsen tilføjer selskabet, at det fortsat vil være i kontakt med det grønlandske selvstyre.

Greenland minerals oplyser desuden, at selskabets mangeårige direktør, John Mair, stopper. Som afløser har Greenland Minerals ansat Daniel Mamadou.

Spørgsmålet om mineaktivitet fyldte meget, da Grønland gik til valg tidligere i år.

Partiet Inuit Ataqatigiit, i daglig tale kaldet IA, er stor modstander af mineprojektet i Kvanefjeldet og sejrede stort ved valget.

/ritzau/