Miniby i rivende udvikling

10 aktive byggeår med små mursten og store planer

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der er altid gæster i Sæby Miniby, hvor de aktive gerne tager sig tid til at guide rundt og fortælle et par ”røverhistorier”.

- Vi er stolte af det, vi laver og det, vi har lavet. Jeg havde aldrig troet, at det ville blive så omfattende. Det udtaler Bent Jensen, der er formand for Sæby Miniby. Og det er sandelig en by i rivende udvikling. Der er gang i erhvervslivet og i kirken og der er ledige byggegrunde. På tredje år bygger de endda på et slot. Så der er al mulig grund til at fejre Sæby Miniby's 10 års jubilæum. Det sker i dag kl. 14-16, når Musikkorps Sæby spiller op til fest. Byrådet og andre pinger er inviteret, men alle er velkomne. Spar Nord sørger for telt og der serveres kaffe, kage og sodavand og der bliver helt sikkert også holdt en festtale eller to. 82 gamle Sæby-huse er det blevet til i løbet af de ti år. Husene bygges på værkstedet, mens Sæby Kirke og nu Sæbygård slot bygges på det blivende sted. Kirke og slot er nemlig så store bygningsværker, at de ikke kan flyttes. Sæby Miniby har cirka 80 medlemmer, 100 sponsorer og cirka ti, der er aktive. Sæby Miniby har årligt op mod 6.000 gæster. Det er gratis at komme ind, men til gengæld er gæsterne flinke til at give frivillige bidrag. Gæster og store eller små selskaber kan få en guidet tur gennem Sæby Miniby. - Joh, vi er jo blevet professionelle. Så får de nogle historier. Så kan de jo selv vælge, om de vil tro på dem eller la' vær', smiler formand Bent Jensen.