Minimal forandring skal vende AaB-skuden

AALBORG:Nye folk på topposterne skal sikre AaB økonomisk succes i de kommende år. Men selv om både den administrerende direktør Tom Mathiesen og bestyrelsesformand Ole Mølgaard har trukket sig fra posterne, så bliver AaB ikke forandret indefra i den grad, som man måske kunne forvente af en klub i AaBs position. En klub, der ikke har levet op til forventningerne. Dels har de seneste regnskabsår ikke været milde for AaB, dels er den forventede sportslige succes ikke kommet på fodbold- og håndboldområderne - og dels mangler klubben helt akut en ny hovedsponsor, der skal lægge millioner og atter millioner i kassen for at fylde hullet efter Siemens-sponsoratet. Dertil kommer, at de sideaktiviteter, som AaB har kastet sig ud i for at styrke det økonomiske fundament og frigøre sig fra kravet om årligt tilbagevendende sportslig succes, ikke giver det forventede afkast. Faktisk er både eventselskabet 9000 Lux og Aalborg Parken underskudsforretninger, der kun belaster AaB yderligere. Manden, der skal vende AaB-skuden hedder Per Søndergaard. Han har de seneste to sæsoner været næstformanden, der stod last og brast med formand Ole Mølgaard - og har således også sin del af æren - eller skylden - for AaBs nuværende situation. Når AaBs aktionærer alligevel vælger at sætte ham i spidsen for bestyrelsen, skyldes det formentlig dels en ukuelig tro på, at den overordnede strategi er rigtig, dels at det er vanskeligt at gennemføre de helt store ændringer fra dag til dag i AaBs bestyrelse. Det er nemlig medlemmerne af bestyrelsen, der på vegne af deres forskellige firmaer - eksempelvis Spar Nord og NORDJYSKE Holding - sidder på langt de fleste af stemmerne, når medlemmerne til bestyrelsen skal vælges. Derfor har de mindre aktionærer kun ringe chance for overhovedet at få valgt en repræsentant til bestyrelsen, endsige revolutionere ledelsen. Den nye formand, Per Søndergaard, er kendt som en kontant forretningsmand, der ønsker at se sine idéer ført ud i livet straks. Han kalder ligefrem sig selv utålmodig. Den egenskab bliver der i den grad brug for, når den nye bestyrelse træder sammen. Ved sin side i bestyrelsesarbejdet har han fortsat den afgående formand Ole Mølgaard - og spørgsmålet er derfor, om effekten af rolleskiftet er stort nok. Om bestyrelsen under Per Søndergaards ledelse kan komme op med de idéer, der skal fremtidssikre AaB - og som bestyrelsen ikke evnede at trylle frem under Ole Mølgaards ledelse. Efter gårsdagens rummel mellem småaktionærerne på generalforsamligen er der i hvert fald lagt op til ballade, hvis AaB også næste år må præsentere et negativt regnskab. For som een af deltagerne på generalforsamligen sagde - "godt nok er vi kendt som de røde, men vi vil helst have sorte tal på bundlinien".