Mininister nedtoner risiko ved de fotoløse dankort

Økonomininisteretanbvefaler dog, at bankerne også tilbyder kort med foto

1. september 2004 06:00

KØBENHAVN: Udskiftningen af landets 3,6 millioner dankort til det nye fotoløse chipbaserede dankort skal ikke sættes i stå. Sådan lyder vurderingen i en sikkerhedsredegørelse fra Økonomi- og Erhvervsministeriet på baggrund af sommerens ophedede debat om det nye fotoløse kort. Isoleret set betyder det nye dankort uden foto, at sikkerheden er forringet på dankortbetalinger, hvor man skriver under på en nota og ikke bruger sin pinkode. Men samlet set er det nye dankort med chip - men uden foto - en sikkerhedsforbedring. Svindel med dankort i detailhandlen udgør cirka 1 promille af omsætningen, og svindlen foregår kun i meget begrænset omfang - 2 procent af den ene promille - ved hjælp af falsk underskrift. I de resterende tilfælde af svindel bliver der brugt pinkode - og dermed er billedet underordnet som sikkerhedsfaktor. Yderligere er det som udgangspunkt pengeinstituttet, der hæfter for eventuelt misbrug. Af det samlede antal dankortbetalinger foregår 81 procent med pinkode og 19 procent uden. Redegørelsen anbefaler, at pengeinstitutterne tilbyder deres kunder et dankort med billede mod en rimelig betaling. Yderligere anbefaler redegørelsen, at branchen følger udviklingen i dankortsvindlen nøje og offentliggør tallene, så der eventuelt kan gribes ind, hvis det løber løbsk. Forbrugerrådet, der har været forsigtige kritikere af det billedløse dankort, er tilfredse med redegørelsen - som dog bør forpligte bankerne, mener rådets direktør, Rasmus Kjeldahl. - Vi har hele tiden sagt, at det er vigtigt med billedet som en mulighed for forbrugerne. Det er en anbefaling i rapporten, men hvis den ikke følges op af et reelt tilbud fra bankerne til en rimelig pris - og dermed mener jeg ikke over en 50'er - så vil jeg gå ud fra, at politikere og ordførere vil kræve et indgreb, siger han. Debatten om fotoet på dankortet startede med, at Ekstra Bladet i forsommeren viste, at det er let at svindle med dankortet der, hvor man ikke skal bruge pinkode - en falsk underskrift er nok, og det billedløse dankort gør alt andet lige den trafik lettere. Det affødte politiske krav om ikke at fjerne billedet alligevel på de nye chipbaserede dankort, som bankerne i løbet af efteråret sender ud til landets 3,4 millioner dankortbrugere - på trods af, at politikerne allerede sidste efterår var klar over, at fotoet ville ryge. Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) har ikke kommentarer ud over rapportens anbefalinger, som han støtter. Forundring Direktør i bankernes brancheorganisation Finansrådet Jørgen Horwitz undrer sig over, at ministeren presser på for, at bankerne skal tilbyde dankort med foto - og bankerne vil ikke nødvendigvis følge den. - Jeg er forundret over, at man kommer med den anbefaling - set i lyset af, at vi allerede i efteråret 2003 orienterede Folketinget om, at vi ville fjerne fotoet. Sikkerhedsmæssigt viser rapporten, at der ikke er noget behov, og jeg vil godt stille spørgsmålstegn ved, hvor stort det ønske reelt er i befolkningen. Men det må tiden vise, siger han. Han forventer, at bankerne vil gennemføre udskiftningen af dankortene som planlagt, så alle har fået nyt dankort inden udgangen af november i år. Derefter - i starten af 2005 - vil bankerne tage stilling til eventuel genindførelse af foto for de kunder, som ønsker det. - Men det må være op til de enkelte pengeinstitutter, siger han. Anbefalingen om at følge og offentliggøre udviklingen i dankortsvindel har Finansrådet intet problem med. Yderligere anbefaler ministeriet, at bankerne opretholder dækningsgarantien over for butikker, der bruger de såkaldte fluesmækkere. Den anbefaling har Jørgen Horwitz svært ved at sluge. - Vi har brugt et trecifret millionbeløb på chipkortet, og har ingen gavn af fluesmækkerne. Vi overvejer at følge anbefalingen, men det er ikke besluttet, siger han. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...