Minister: Adgangskrav vil mindske frafald

Morten Østergaard var tidligere på året imod at indføre særlige adgangskrav på læreruddannelsen.

Minister: Adgangskrav vil mindske frafald

Tidligere har han sagt nej til skærpede adgangskrav på læreruddannelsen. Nu er uddannelsesminister Morten Østergaard (R) klar med et nyt forlig, der netop sætter kravene til ansøgerne op.

- Vi skærper adgangskravene, fordi vi ønsker at nedbringe det meget store frafald, der er på læreruddannelsen.

- Vi får ikke flere lærere ud af at optage en masse unge, som ikke kan gennemføre uddannelsen, siger Morten Østergaard om det nye forlig, som regeringen fredag kunne præsentere sammen med V, K og DF.

De skærpede adgangskrav betyder, at aspiranter til læreruddannelsen fremover skal have et karaktergennemsnit på syv eller over for at stryge direkte ind på uddannelsen.

Andre skal igennem en optagelsesforløb og en samtale, før de kan blive optaget på studiet.

Adgangskrav, som Morten Østergaard talte imod i januar, da samme emne var oppe at vende.

- Hvis vi gerne vil have bredere kreds ind, så er det ikke nødvendigvis en god idé at sætte et generelt adgangskrav.

- Når vi i almindelighed forsøger at få læreruddannelsen til at passe ind i det generelle uddannelsesbillede, hvorfor skulle vi så vælge en helt unik måde at styre adgangen på, lød det dengang fra Morten Østergaard.

Men fordi samtalen nu reelt giver alle mulighed for at blive optaget på studiet, kan det ikke sammenlignes, mener ministeren.

- Det, som var bragt til forslag, var, at man ikke kunne komme ind på læreruddannelsen, hvis man ikke havde syv i snit, og det gør jo en verden til forskel, siger Østergaard og tilføjer:

- Det tiltag, vi har taget her, det handler ikke om at sortere nogle fra på forhånd, det handler om at nedbringe frafaldet, og det kan man jo kun støtte varmt op om.

Det nye forlig møder blandt andet kritik hos Danmarks Lærerforening, der kalder det skuffende og uambitiøst.

Formand Anders Bondo Christensen mener således, skærpede adgangskrav ikke er løsningen, så længe uddannelsen ikke har ansøgere nok til at begynde med.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst

Mest læste