Minister besøger slagteri

Virksomheden Larsen Seafood i Løgstør og slagteriet Himmerlandskød i Farsø får torsdag 10. september besøg af fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).

Ida Smith
EVA KJER HANSEN, fødevareminister, aflægger visit i Vesthimmerland 10. september. Arkivfoto
Farsø 1. september 2009 10:25

Det er ministerens partifælle, det lokale folketingsmedlem Per Bisgaard, der har overtalt hende til at aflægge visit i Vesthimmerland. Han vil gerne vise Eva Kjer Hansen nogle af de lokale forædlingsvirksomheder. - På lige fod med andre virksomheder oplever forædlingsvirksomhederne, at finanskrisen raser, men det er med stor dygtighed lykkedes for de to virksomheder at bevare og endda skabe flere arbejdspladser, fremhæver Per Bisgaard. Fødevareministeren starter sit besøg i Løgstør, hvor hun vil blive vist rundt på Larsen Seafood. Virksomhedens administrerende direktør Jens Madsen vil samtidig benytte lejligheden til at fortælle om de udfordringer, som virksomheden står over for. Dernæst går turen til Himmerlandskød i Farsø. Slagteriet er en forholdsvis nystartet virksomhed, placeret i det gamle mejeri. Her vil direktør Søren Andersen og to bestyrelsesmedlemmer fortælle om virksomhedens start, og hvilke planer der ligger for fremtiden. Virksomheden har blandt andet taget del i erhvervsudviklingsordningen under landdistriktsprogrammet, og det er disse erfaringer, Eva Kjer skal høre om. Besøget slutter med frokost på Hvalpsund Færgekro. Her håber folkene bag Himmerlandskød, at samtalen kan komme til at dreje sig om rammebetingelserne for kreaturslagterierne i Danmark. - Det er min opfattelse, at såvel virksomhederne som ministeren kan have stort udbytte af besøget. Virksomhederne har en interesse i at påvirke lovgivningen i en retning, som forbedrer rammevilkårene for virksomhedsdrift, og ministeren får et dagsaktuelt billede af de vilkår som forædlingsbranchen er underlagt, siger Per Bisgaard.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...