Minister besøgte drengeklub

Ministeren mødtes med drengene og de frivillige aktivitetsledere for at få et indblik i klubbens arbejde og betydning for lokalområdet. Privatfoto
16. november 2016 07:25

Drengeklubben Vangen i Nørresundby havde forleden besøg af skatteminister Karsten Lauritzen (V), som fik et indblik i klubbens aktiviteter og bidrag til lokalområdet. Klubben drives af unge frivillige aktivitetsledere, som er tilknyttet Ungdommens Røde Kors og Kvarterets Hus.

Hver mandag eftermiddag er der masser af aktivitet i klubben, hvor områdets 6-12-årige drenge mødes til hygge og samvær. Der er højt til loftet og mulighed for at få fyldt op på oplevelseskontoen. Hovedformålet er at give børnene et trygt sted, hvor man altid kan søge hjælp og støtte, hvis hverdagen udfordrer. Det hele drives af unge frivillige.

- Vi stiller rammer til rådighed, hvor de her drenge kan mødes og prøve sig selv af i et positivt fællesskab, og vi arbejder målrettet med, at drengene kan bruge drengeklubben som affyringsrampe til at tage styring i deres eget liv. Nogle af dem mangler positive rollemodeller, og det håber vi, at klubben kan lave om på, siger direktør for Ungdommens Røde Kors, Anders Folmer Buhelt.

Ministerbesøget vækker glæde hos Ungdommens Røde Kors, da organisationen arbejder målrettet med at synliggøre værdien af et aktivt civilsamfund overfor både borgerne og regeringen. Kongstanken er unge, der hjælper andre unge ved at gøre en forskel i deres lokalområde.

- Ungdommens Røde Kors inviterer jævnligt relevante ministre ud til vores aktiviteter. Skatteministeren kender mest til det sportslige og det kulturelle foreningsliv, men han har også udtrykt nysgerrig over for det sociale foreningsliv, som vi i Ungdommens Røde Kors selvfølgelig gerne vil vise ham værdien af. Vi arbejder med mange forskellige initiativer, som tiltrækker og motiverer de unge på kanten af samfundet - og selvfølgelig også mange andre unge - da pointen og fremdriften netop findes i de brede fællesskaber, siger Anders Folmer Buhelt.

Skatteminister Karsten Lauritzen er begejstret for arbejdet i klubben og motivationen hos både de unge og de frivillige.

- Det er enormt inspirerende at se det store engagement, som de frivillige lægger i at give børnene og de unge en god indgangsvinkel til et godt og stærkt fællesskab - både her i klubben, men også for at give dem en god ballast til at klare sig godt i skolen og være gode forbilleder. Forhåbentlig kan drengeklubben være med til at bygge bro til sportsklubberne i området, så børnene får lyst til at begynde til en sport og blive en endnu større del af foreningslivet i området, siger han.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...