Minister blåstempler Hvidts bestyrelsespost

4. september 2002 08:00

KØBENHAVN: Forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) ser ikke noget problem i, at tidligere forsvarschef Christian Hvidt netop har fået plads i bestyrelsen for A. P. Møllers amerikanske datterselskab, Mærsk Incorporated. Selskabet sejler blandt andet med militærudstyr for det amerikanske forsvarsministerium. Folketingets forsvarsudvalg havde bedt Svend Aage Jensby vurdere om, bestyrelsesposten kommer i konflikt med straffelovens bestemmelser om, at danske statsborgere ikke må røbe oplysninger vedrørende statens selvstændighed og sikkerhed. Ifølge Svend Aage Jensby opstår problemet dog først, hvis den tidligere forsvarschef bliver for åbenmundet på bestyrelsesmøderne. - Straffelovens bestemmelser er ikke til hinder for bestridelse af hverv i den i spørgsmålet omtalte karakter, men bestemmelserne gælder naturligvis tillige for den, der bestrider et sådant hverv, skriver Svend Aage Jensby i et svar til forsvarsudvalget. Christian Hvidt valgte i juni at gå på orlov i de sidste måneder inden hans officielle pensionering på grund af strid om millionprisen for forsvarschefens afskedsparade. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...