Minister dybt skuffet over "kineser- højskoler"

KØBENHAVN:Undervisningsminister Bertel Haarder (V) er skuffet over, at visse danske folkehøjskoler styrker deres dårlige økonomi ved at fungere som indslusning af illegale kinesere. Ekstra Bladet skriver, at Ask Højskole har tjent omkring halvanden million kroner på forudbetaling fra kinesiske elever, der enten aldrig dukkede op på skolen eller forsvandt kort efter, at de var kommet inden for i Schengenlandene. - Jeg er skuffet over, at Folkehøjskolernes Forening i Danmark ikke har holdt bedre justits i egne rækker. Det troede jeg, at de ville gøre, og det har jeg rost dem for, men det er tilsyneladende ikke lykkedes, siger Bertel Haarder. Han går ud fra, at der ikke er brugt offentlige midler til elever, der ikke er der. - Men hvis der er, vil det føre til lukning med det samme, siger Bertel Haarder. - Tilbage står, at flere højskoler tilsyneladende hjælper kinesere med at omgå EU's regler og Schengenreglerne. Det er også en alvorlig sag. Jeg er sikker på, at vore nabolande hæver øjenbrynene, når de ser, at man kan foregive at være på højskole i Danmark og derefter indvandre illegalt til alle Schengenlandene. Bertel Haarder vil endnu ikke pudse politi på skolerne. - Hvis loven omgås, er det en sag for integrationsministeren, men det er også en moralsk sag. Hvis kinesere betaler for et højskoleophold, men ikke får det, er de blevet snydt, men hvis det er led i en kriminel indvandring, er det endnu værre, siger Bertel Haarder. /ritzau/